Jeg mødes med Tigest Altaye ved Win Souls for God's kontor så hun kan vise vej til sit hjem. Det ligger i et af Addis Ababas fattige kvarterer
Af missionær Hanne Tudlik Jessen
Vi går ad stejle, ujævne stenveje og drejer til sidst ind i en smøge mellem flere små lerhuse. Moderen sidder i stuen og venter på os.
Far døde sidste år
Hjemmet er en lerhytte med to små rum. Det trampede gulv er ujævnt, og væggene er beklædt med avispapir. Det virker både isolerende og giver lidt at se på. Der er et par bænke langs væggen, og ellers er eneste møblement væven som fylder det meste af rummet.
Her hjælper den 14-årige Tigest og hendes storebror deres mor med at tjene penge efter at faderen døde for et år siden. I hjørnet står en lerkolbe med det næste bryg tella. Det er etiopisk øl som mor laver og sælger, men pengene rækker ikke til at sende børnene i skole. Alligevel går Tigest i 8. klasse fordi hun får skolematerialer og skolepenge betalt af gadebørnsprojektet.
Et fattigt hjem
I rummet bag stuen er der kombineret køkken og soveværelse. Til venstre for døren er der en seng som går væg til væg. Det er hvad vi danskere ville kalde 1½ seng, men her sover både Tigest, mor og storebror. På gulvet er en petroleumsbrænder til madlavning, og langs væggen er diverse køkkenremedier stablet sammen.
Her er koldt om natten. Huset ligger ovenfor floden, og her er altid en kølig vind. Helt galt er det i regntiden, forklarer moderen og peger på nogle huller i bliktaget. Det gør væggen mellem stuen og soveværelset konstant fugtig, og det kan man se på avistapetet. Huset tilhører kommunen, men det betyder ikke at man bare kan henvende sig der og så få huset repareret.
Storebror væver
Mens vi sidder og snakker, kommer sønnen ind og sætter sig til at væve. Han sidder på en lille bænk med fødderne ned i en fordybning i jordgulvet. Med et par læderremme om fødderne skifter han lagene i væven. Jeg spørger lidt til udgifterne på garn og prisen for de traditionelle tørklæder han væver. De er ikke helt enige om prisen, men det giver ikke den store indtægt.
Moderen fortæller at hun har en søn mere, men han sover for det meste hos nogle venner - under hvad slags forhold ved hun ikke. Når han engang imellem kommer hjem, sover han her, siger hun, og peger på det ujævne jordgulv ved siden af væven.
Det er behagelige mennesker at besøge, men jeg tænker alligevel ved mig selv, hvor tomt livet må synes at være i disse mørke, jordkolde rum hvor hverdagen vist ikke byder på de store variationer!
