

|
|
|||||||||
GADENS BØRN OG UNGE (projekt nr. 7919)Win Souls for God hjælper gadens folk og børn, prostituerede og unge kriminelle i Etiopien. Tiggeri, overgreb, kulde, ydmygelse, sygdom og evig søgen efter mad. Gadelivet er hårdt, og det er hverdag for 100.000 mennesker i Etiopiens hovedstad, Addis Ababa. De fleste er sendt på gaden af fattigdom og sociale problemer, og mange af dem er børn og unge. Hjælper gadens folk- Vi prøver at dele kærlighed med gadefolket ved at komme til dem hvor de er, som Jesus kom ned fra Himmelen og mødte os på jorden, siger Gizachew Ayka fra Win Souls for God (WSG). WSGs medarbejdere opsøger folk på gaden. De bliver venner med dem og giver dem værdighed og respekt. De inviterer gadefolkene til at komme på et værested hvor de kan få mad, andagt, rådgivning og træning i at omgås andre i en normal hverdag. Værestedet er også en dør ind til WSGs programmer som hjælper gadens børn og unge væk fra gaden og godt i gang med et selvstændigt og værdigt liv. Samtidig giver WSG gadebørnene omsorg og kærlighed og fortæller dem at de har en far i Himmelen. 90 af børnene bor på et af WSGs fire børnehjem i Addis Ababa. Ud af prostitutionDeborah Center er WSGs rehabiliteringscenter for unge prostituerede piger. Her får pigerne konkret hjælp til at komme ud af prostitutionen og den risiko for hiv-smitte og fysiske eller psykiske overgreb som de har levet med som sexarbejdere. Det sker typisk ved at pigerne lærer et fag så de kan få et almindeligt job eller starte egen forretning, for eksempel som frisør. Pigerne har dog mindst lige så meget brug for omsorg. De har brug for mennesker som de har tillid til, og som har den fornødne tid og indsigt til at lytte til - og bearbejde - deres livshistorie og de mange nedværdigende oplevelser de har været udsat for i deres unge liv. Og de har brug for hjælp til at få stivet deres selvværd af – og få at vide igen og igen at de er lige så værdifulde som alle andre mennesker, og at Gud også elsker dem højt. Forebygger at flere ender på gadenMange etiopiske familier er så fattige at der skal ganske lidt til før de mister deres hjem og ender på gaden. Forældre har ikke råd til at sende deres børn i skole. Mange sender i stedet børnene alene af sted for at arbejde i hovedstaden, og så er næste generation også fanget i fattigdommen. WSG hjælper disse familier på flere måder. De har skoler hvor børnene får gratis undervisning og et måltid. Og forældrene får undervisning om børneopdragelse, sundheds- og ernæringslære og lærer hvordan de med små midler kan få råd til at beholde børnene hjemme.
85 procent af din støtte går til WSGs hjælpearbejde blandt unge prostituerede piger. De sidste 15 procent går til Dansk Ethioper Missions koordinering. Mere om projektetMed penge fra DM i Indsamling 2005 har DEM og WSG kørt projektet "Skolegang til forældreløse gadebørn i Addis Ababa" i 2005-2008. Læs om projektet.
|
|||||||||