Fællesmail fra Inge og Finn Hougaard, den 17. december 2006

På denne 3. søndag i advent skal der sendes et ønske om EN RIGTIG GLÆDE JUL OG GODT NYT ÅR til alle nær og fjern i det ganske snedækkede Danmark. 

Nå det sidste var vidst bare en håbefuld tanke, nu hvor der kun er få dage til vi sætter fødder på dansk grund. 

Ny kurser efter nytår 

Vi synes at tiden går hurtig. Det er allerede fire uger siden jeg skrev sidst og fortalte om vores forrygende afslutning på vores første ni ugers kursus. 

Men der er nye kurser på vej. Vi begynder allerede et nyt ni ugers kursus 2. januar. De første dage uden min medvirken, men det klarer lederen, Lydia Manawu Weagba, sagtens sammen med den gamle præst, John Kellemu. Endvidere er der planlagt to pastoratskurser af fire dages varighed i marts, når ni-ugers kurset på Centret slutter 2. marts. Det er i henholdsvis Lofa ( 200 km nordwest for Totota) og Nimba (350 km nordøst for Totota ind mod grænsen til Elfenbenskysten). 

Medarbejderkursus vel overstået 

Det halvårlige medarbejderkursus for alle kirkens præster er også overstået. Som det ses på billedet er erfaringerne fra teltrejsning på Trianglen i København tydelige. Teltmaster og teltkreatør: Undertegnede udsendte. Der var stort fremmøde: 66 af de i alt 73 præster og 83 af de ca. i alt 110 mandlige og kvindelige diakoner mødte op. 

For første gang i kirkens historie var der to dage med fællesprogram hvor de to grupper af ordinerede i kirken har mødtes til fælles drøftelse af fælles problemer, udfordringer og opgaver i kirken. Det formede sig som en paneldrøftelse hvilket de heller ikke havde prøvet før. To præster og to diakoner skulle udfordre biskoppen og formanden for den styregruppe der foretager placeringer af præster og fører tilsyn med dem. Der blev rigtig gået til den.  

Tankevækkende bemærkning

Men nu er der så kun larmen fra de fodboldspillende unge og fra skolen lige nabo til os tilbage. Jeg har så tid til at få lavet regnskab over kurserne og rapporter til kirkens partnere og så få skrevet vore julehilsener. 

Ja det er ikke vejret der fortæller os, at det er ved at være jul, men vi har en fin adventskrans og lidt pynt på væggene der skal få vores tanker ind på begivenhederne i og omkring Betlehem. 

Og så tænker jeg på en bemærkning én af præsterne kom med under kurset. Vi havde sparet lidt på budgettet, så alle 66 præster kunne få 20$ ekstra i lommen. Da præsten fik sine 20$ sagde han: ”Så nu kan jeg give mine børn lidt til jul.” Vi snakker 120 kr., og de betyder så meget. Det er tankevækkende i denne juletid ikke?   

Jul med familien i Danmark

Sidste år fejrede vi jul her sammen med vores yngste datter, Rebekka. I år tager vi en lille tur til Danmark fra den 21. december til 5. januar. Vi glæder os utroligt meget til at være sammen med vore børn, svigerbørn og børnebørn. Vi skal fejre jul sammen alle 15 i Sommersted! Det bliver lidt på skift mellem Benjamin og Lena samt deres to: Julie og Christian; Kristina og Thomas med deres Maja, Simon og Sebastian. Så tager Rebekka turen fra Århus hvor hun nu har boet 1½ måned og fået arbejde som handicaphjælper hos en ung scleroseramt pige, og endelig Daniel og Karina som tager den lange vej fra Vanløse til Sommersted sammen med lille Silje. 

Vi glæder os med Karina og Daniel over en veloverstået fødsel. Silje blev født 13. december, målte 51 cm og vejede 3100 gram. Faderen synes at hun er ret køn!  

Ja, så er det sidste fællesmail i dette år, og vi håber at I har kunnet holde ud til at læse alle vores skriverier. Men nu bliver der altså en længere pause. 

Endnu engang: Glædelig jul og Guds fred. 

Kærlig hilsen

Inge og Finn

Tilbage til Inge og Finn Hougaard