Fællesmail fra Inge og Finn Hougaard, 27. februar 2007
Det er stadig tørtid, men vi har fået tre kraftige regnskyl her på Totota egnen i februar måned, så det tørre græs er indtil videre blevet afløst af dejligt grønt græs i vores have, og vore små nye planter trives. De må dog stadig vandes dagligt. Vand til det henter vores havedreng i nærliggende sø. Men vi nyder at sidde uden for sidst på eftermiddagen når det er blevet mere køligt.
Den store indkøbstur
I sidste uge havde jeg nogle hyggelige dage sammen med Ingrid samtidig med at jeg fik noget af mit arbejde til side. Lige som i forbindelse med første semester var det noget af en proces at komme igennem selv om det egentlig gik nogenlunde smertefrit. Godt vi har Mr. Daniels på kirkens hovedkontor som hjælper missionærerne med mangt og meget. Men pengene var heldigvis klar til mig på kirkekontoret så vi kunne få checken med i banken, få den indløst, få indkøbt en stor ladning af kladdehæfter, blyanter osv. til børnene i relevant butik, hvor vi også fik en stor del af pengene vekslet til Liberia dollars da kursen her er mere fordelagtig end i banken. Det tager tid af få noget sådant ordnet, så først næste dag blev de bragt til huse i en stor boks sammen med kassevis af skolesager. Så kunne jeg begynde sorteringen samt få pengene fordelt i 86 kuverter.
Næste dag kunne jeg få overgivet tingene og pengene til rådgiverne i Monrovia, og på torsdag kører jeg til Phebe med resten til rådgiveren dér – eller næsten resten, for jeg har seks børn, jeg skal tage mig af, to her i Totota plus fire midt imellem Totota og Monrovia, for at begrænse kørslen for rådgiveren i Phebe. Godt at jeg endelig har taget mig sammen til at sidde bag rattet på de hullede veje.
Gå-på-mod som gør indtryk
I Monrovia havde vi dog en chauffør til at køre rundt med os da jeg sammen med tre rådgivere i begyndelsen af februar besøgte nogle af børnene på skolerne eller i deres hjem. Det var en rigtig god oplevelse for mig. Jeg tog billeder bl.a. af børnene og også af nogle af værgerne, så nogle af de mange navne nu bringer ansigter og skæbner frem i min bevidsthed.
En værge gjorde især indtryk på mig for sit gå-på-mod. Hun har sammen med to børn boet under meget dårlige forhold i flygtningelejr indtil regeringen forlangte disse ryddet og beboerne sendt tilbage til deres hjemby. Denne kvinde kom langt oppe fra Lofa området langt fra Monrovia. Hun havde ikke lyst til at rejse tilbage, for alle i hendes familie var blevet dræbt under krigen. Hun fandt i stedet et sted lidt uden for Monrovia hvor hun byggede sig en meget lille lerhytte til sig og børnene, og her klarer de sig så godt de nu kan. Hun har anlagt en køkkenhave hvor hun dyrker grøntsager som hun sælger. Desuden får de lejlighedsvis mad fra World Food Program (FNs fødevareprogram). Da vi besøgte hende, virkede hun så stolt af det hele, og hun er selvfølgelig meget taknemmelig for at børnene bliver hjulpet til skolegang. Den ældste, er så dygtig at hun undervejs i skoleåret er sprunget fra 4. klasse til 5.
Tak for forbøn for de forældreløse børn og deres værger.
