Denne gang skal det handle om den trofaste Bindu og om at livet er ved at tage form på "Farmen" i Totota.

Vores "farm" i Totota

Ja, vi føler næsten vi bor på "min afrikanske farm". Fantastisk udsigt over dalen ved søen mod højdedraget bagved med store træer og palmer. Skønt terræn at gå tur i ved aftensvalen når solen hænger lavt lige over bakketoppen. På "Farmen" færdes naboernes hunde, høns og kyllinger, samt ænder der snadrer i de små vandpytter hvis det lige har regnet. Vores egen kat, Tiger, forsøger at forsvare sit domæne ved at skyde ryg og hvæse. Om morgenen er det hanerne der har overtaget. De begynder allerede ved femtiden at varsle den nye dag.

Vi har fået sat et hegn op af de rafter som skoleeleverne brugte til at indhegne fodboldbanen med under skolefesten i februar. Med hegnet undgår vi så at have folk rendende lige forbi vinduerne. Når regnen rigtig sætter ind, vil vi plante en hæk. Den vil gro til i løbet af to regntider! Og så er stolpehegnet nok også spist op af termitter. De er allerede godt på vej til at gnave.

Livet på "Farmen" leves ind i disse landlige omgivelser. Vi har fået flere planter sat rundt på græsplænen hver omgivet af en lille cirkel med hvide sten, og ved indgangen har vi med store hvide sten skrevet: "Welcome" på jorden. Emmanuel og jeg har bygget en vaskebænk til Inge og Bindu i baghaven under citrontræet. Jo, der vaskes skam i hånden ude i det fri. Men så er det også let at komme af med vaskevandet, ik! Vi har fået bygget generatorhus, så nu larmer det ikke så meget når vi tænder generatoren. Dvs. det har vi ikke haft mulighed for at nyde endnu da Trauma - Healing - Centret, (THRP), vores nærmeste nabo ti meter fra vores hus, påbegyndte et tre ugers kursus samtidig med at jeg fik installeret generatoren i huset påmonteret et gammelt udstødningsrør med lyddæmper! Deres generator larmer simpelthen så meget og står i det fri 15 meter fra vortes soveværelsesvindue. Vi må lukke dørene ind til stuen bare for at have nogenlunde ro. Vi kan overhovedet ikke høre vores egen generator. Vi kan bare se på lyset i stuen at den kører. Vi glæder os så meget til ro om en lille uges tid!

I aftes regnede det fire timer. Det var så koldt at Inge måtte tage en langærmet trøje og lange bukser på. Jeg havde gode varme sokker og en vest. Det var lige før vi havde lyst til at tænde op i pejsen. En sådan er huset nemlig også udstyret med.

Jo livet på "farmen" går sin vante gang og er ved at blive rutine med vandøsning fra tønde 1 til vandfilter og andet madlavning, vandøsning fra tønde 2 til badekarsspanden og andre vaskemuligheder i badeværelset, vandøsning fra regnvandstønden til toilettet og endelig vandøsning fra tønde 3 til tøjvask og skylning. Jo da vi har helt faste vandrutiner på "Farmen", og så opdager man at man bruger vand, masser af vand. Så klag ikke i Danmark over vandregningen. Tænk dig, hvor let du kommer til det!

Bindu er trofast

Én af rutinerne er at Bindu kommer kl. 10.00 hver dag mandag til fredag. Der er ikke en dag endnu hvor hun er kommet for sent. Heller ikke i dag selv om lyset ikke var som det skulle være, på grund af solformørkelsen over Afrika. Hun er til stor hjælp i huset, og så er hun dygtig til at lære fra sig af det lokale sprog, kpelle.

Bindu er en høj, flot, rank kvinde ca. på vores alder. Hun er tynd, og rynkerne er ved at sætte sit præg på det ansigt som har været så meget igennem. Billedet er taget i Monrovia hvortil vi tog hende med på en éndags tur. Hun har aldrig været i Monrovia. Hun har aldrig set Atlanterhavet før. Hun står forsigtig i vandkantet og holder Inge i hånden og lader det kølige vand svale fødderne.

En stolt kvinde

Bindu er en stolt kvinde. Hun har også noget at være stolt over. Hun har levet midt i krigen med al den angst som det indebærer ikke at kunne flygte fordi hun ville blive hos sin mand George Gaye. I fem år og fire måneder har hun passet og plejet George der var blevet lam som følge af hjerneblødning. I fem år og fire måneder har hun måttet lytte til kanon- og geværild uden at ville flygte som de andre, på trods af at nogle opfordrede hende til at lade George blive tilbage.

Bindus historie er meget speciel. Hun har fortalt den til Inge af flere omgange, og vi fortæller den her med tilladelse fra hende:

Bindu har ikke kunnet få børn. At få børn er for manden nærmest en menneskeret i Liberia. George har mange børn. Med forskellige kvinder. Dem har Bindu været "mor" for i alle årene hun har været gift med George. George fik et barn med Bindus søster. Barnet blev som helt spæd givet til Bindu. Bindu knyttede sig meget til hende. Hun er det nærmeste Bindu kommer følelsesmæssigt til eget barn. Hun hjalp Bindu igennem de svære år under Georges sygeleje. Pigen døde få dage efter at vi var kommet til Totota ca. 20 år gammel.

George var vores sproglærer i sin tid og evangelist i Zeanzue. Det er svært at forstille sig Bindus liv med George, og hvordan hun har kunnet leve med de mange børn som ikke var hendes egne. Hun er på den anden side trods barnløs ikke blevet forstødt af George. Han har sørget for hende, og hun har selv kunnet lave lidt småforretninger. Og Bindu valgte at blive og leve et langt liv med George. Inden han døde, fik han udfærdiget et testamente således at børnene ikke kunne rive huset fra Bindu når han var væk. Jo, Bindu blev hos George. Måske var det blot af kærlighed og omsorg for den mand hun nu var blevet gift med. George og Bindu bad sammen i de svære år, og Bindu lever i dag meget nær Gud.

Inge og Finn

Tilbage til Inge og Finn Hougaard