KRISTENT LEDERSKAB I ETIOPIEN

Kristne ledelsesværdier (2009-2012)

Færdigtuddannede uddannes til selv at undervise andre i kristne ledelsesværdier.

Dansk Missonsråd Udviklingsafdeling har bevilget 500.000 kr. til EvaSUE's projekt om kristne ledelsesværdier i perioden fra april 2009 til april 2012.

Projektet omhandler oplæring i kristne ledelsesværdier så som menneskesyn, integritet, ærlighed, teamwork og anti-korruption. Tanken er at de der går sidste år på universitetet, skal få en mulighed for at arbejde med disse emner inden de skal ud på arbejdsmarkedet, og ligeledes for dem der allerede er beskæftiget i de forskellige erhvervssektorer. 

I 2009-2010 blev der holdt kurser i tre af regionerne, og i 2010-2011 udvider man til kurser i syv regioner i det store land. Det kan blandt andet lade sig gøre fordi mange af dem der selv har været på kursus, nu kan undervise andre. I 2009 oplevede man desuden at den etiopiske sammenslutning af kristne advokater bad EvaSUE om at komme og undervise i kristent lederskab på et stævne for jurastuderende fra hele landet.

Læs mere:
Kristne ledelsesværdier
Workshop for akademikere
Kristne værdier forandrer samfundet

Etiopiske studerende og demokratiforståelse (2007-2008)

Studerende debaterer nogle af de demokratiske værdier: fred, retfærdighed, nåde og sandhed,

Studerende debatterer nogle af de demokratiske værdier.

I Etiopien arbejder den kristne studenterbevægelse EvaSUE på at give kristne universitetsstuderende en bedre forståelse af deres eget samfund og af de demokratiske værdier. Målet er at integrere demokratiske værdier i det kristne studenterarbejde og opbygge kapacitet om demokratisering i det etiopiske samfund.

Projektet holder en uge lange kurser under overskriften "Kristent lederskab". Her får ledere i studenterarbejdet, studerende på afgangshold og færdigt uddannede kandidater undervisning i emner som for eksempel menneskets værdi, menneskerettigheder, lederskab, konfliktløsning.

EvaSUE fik 100.000 Danida-kroner til demokratiprojektet i 2007-2008 via Dansk Ethioper Mission og Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling. Projektet koordineres af studentersekretær Ruth Osmundsen som er udsendt af DEM.

I 2007-2008 har EvaSUE: 

  • trænet 15 EvaSUE medarbejdere i lederskab og ledelse.
  • udarbejdet og afprøvet manual og materialer til at undervise studerende og færdiguddannede i demokratiske værdier. Visionen er at materialet på sigt må blive en del af pensum i det etiopiske skolesystem.
  • holdt seks lejre med undervisning i demokratiske værdier og teambuilding. I alt deltog 239 studerende (heraf 33 procent kvinder) og 57 færdiguddannede (heraf 50 procent kvinder) i træningen.
  • indført anbefaling om at mindst en tredjedel af EvaSUEs studentergrupper bør ledes af kvinder.


EvaSUE har fået mange positive tilbagemeldinger fra de unge som har deltaget i træningen. De melder om gode erfaringer med at bruge det lærte i deres hverdag – og med at formidle det videre i deres netværk.

Den afsluttende rapport for projektperioden vurderer at EvaSUE har fået styrket sit faglige og organisatoriske potentiale på området. Sammen med det udarbejdede undervisningsmateriale giver det mulighed for at mange flere etiopiske unge kan blive undervist i rettigheder og demokrati. Det forudsætter dog at EvaSUE arbejder aktivt på at få flere trænere som kan stå for undervisningen.

Læs mere:
"Etiopiske studerende og demokratiske værdier" (DEM-Bladet august 2007).
"Leg, læring og lokale ledere"(side 8-9 i DEM-Bladet oktober 2008).

Kategori:

Kirkens liv og vækst

Fokusområder:

  • Evangelisation og menighedsopbygning
  • Uddannelse og ledertræning

Finansiering:

Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (2007-2012) og Dansk Ethioper Mission (2007-2009)