Andagt af Heidi Lomborg, Skjern

Det er slutningen af november måned i Botswana. Sommeren er rigtigt på vej, og temperaturen nærmer sig de 40 grader. Det har ikke regnet i mange måneder, og jorden er så tør at støvet hvirvles op når man går. Floderne er helt eller næsten udtørrede. I Kalahari-ørkenen er dyrene ved at være desperate – de må snart have vand, ellers dør både de og deres unger.

”Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb, sådan skriger min sjæl efter dig, Gud”, står der i Salme 42 vers 2.

De vers har fået en ny betydning for mig efter at have boet i et ørkenland som Botswana. Vi kendte selv følelsen af tørke – huden på hænderne begyndte at sprække, børnene hostede tørt om natten, og alt i haven visnede. Alle længtes efter vand! Mange kirker holdt ekstra samlinger for at bede om regn. Når regnen så endelig kom, var der folkefest (og dyrefest!).

Når jeg føler at jeg er langt væk fra Gud, så må jeg gerne skrige af længsel. Han er ikke langt væk, og han hører mit skrig. Når jeg vover at vise svaghed og afmagt, så kan Gud komme til i mit liv. Og jeg bliver mindet om hvorfor et liv med Gud er et godt liv – det er nemlig et forhold der holder til al slags vejr. Både tørke og oversvømmelse…

Bragt i DEM-Bladet Nr. 1 Februar 2009