Erik Wengel var missionssekretær i DEM i seks år og gik på efterløn 1. juli 2009.

GUDS TROSKAB MOD MIG

Andagt af Erik Wengel, Christiansfeld

Med evig kærlighed har jeg elsket dig, derfor bevarer jeg min troskab mod dig. (Jeremias 31,3)

Det er Gud Herrens ord til profeten Jeremias der lyder her. Med evig kærlighed har Gud elsket os. Han har skabt os, han kender os, og på trods af at vi kan være genstridige, er vi altid elsket af ham. Dette udsagn fra Det gamle Testamente har Gud gentaget i sin nye pagt med sit folk.

Ligesom de første disciple undrede sig over at Jesus kendte dem, så kan vi undre os. Hvor kender du os fra? Forklaringen på det forhold mellem Gud og hans børn folder Jesus ud i lignelsen om den fortabte søn. Før sønnen er på vej hjem, ser faderen efter ham, for han ved at han kommer hjem. Kan det siges tydeligere:” Uanset hvor meget snavs du har væltet dig i, så vil jeg kendes ved dig, for du er min!”

Gud Herren kender os, og vi er altid elsket af ham. Men vi må tro ham på hans ord. Vores tro må ikke være på hvad som helst! Guds ord taler klart:” Af nåde er I frelst ved tro, det skyldes ikke jer selv; Guds er gaven!” Betro dit liv i Herren Jesu Kristi hænder.

Gud ske tak og lov for hans evige kærlighed til os.

Bragt i DEM-Bladet Nr. 4 August 2009