Lotte Carlsen er lærer på Børkop Højskole. Hun var missionær i Etiopien i 2003-2006 og er nu medlem af DEMs bestyrelse.

FOR INTET!

Andagt af Lotte Carlsen, Tjørring

Kom! Den, der tørster, skal komme, og den, der vil, skal få livets vand for intet. (Åb 22,17)

Jeg ved det godt: Jeg er frelst af nåde. Jeg skal ikke præstere noget for at komme i Himmelen, bare tage imod. Det ligger på rygraden i mig. Men noget andet der ligger dybt i mig, er et underligt præstationsbehov. Jeg vil så gerne gøre tingene godt og rigtigt. For så kan jeg nok accepteres, respekteres og måske endda elskes.

For en uges tid siden sad jeg i kirken og tænkte helt ærligt på alt andet end Gud. Jeg tænkte på hvordan jeg nu skulle gøre noget bedst og mest rigtigt. Så standser vores uortodokse præst op et par sekunder. Lige nok til at jeg ser op igen. Så står han og peger på mig. Helt bogstaveligt. Det var som om jeg sad alene i kirken. Så siger han: ”Gud elsker dig!”. Jeg fik en klump i halsen og tænkte på alle de ting jeg jo gerne skulle have gjort helt rigtigt. Så rungede hans ord i hovedet på mig igen. ”Gud elsker dig!” Vores præst er ikke tankelæser, så han kunne ikke vide hvad jeg sad og tænkte på. Alligevel blev ordene sagt til mig netop da.

Gud giver mig sin kærlighed for absolut intet. Uden hensyn til mine gode eller dårlige præstationer. Hvilken lettelse. Jeg skal ikke spare sammen til hans kærlighed!

Bragt i DEM-Bladet Nr. 6 December 2009