Johannes Baun er forlagschef og formand for KFS.

DE BEDSTE DEPOTER

Andagt af Johannes Baun, Rødovre

Når en kamel skrumpler gennem ørkenen, er den inderligt afhængig af at puklerne er fyldt op med gode depoter der kan klare talløse dage under barske kår. Når et skib sejler mellem barske isfjelde, der skjuler de største farer under vandoverfladen, er det afgørende at have både søkort og elektronik i orden. Når et menneske skal klare livets små og store udfordringer, er det på samme måde nødvendigt at have noget godt med sig så man både får næring og retning på sin færd.

Hvor får man så den? Det er der temmelig mange bud på. Forlagene vælter bøger ud med gode ideer – hvad med lidt selvudvikling? Noget wellness? Eller et par samtalende rollemodeller?

Mulighederne er mange. Men fælles for dem er at det kniber med at bestå den store test. Altså: At give næring og retning, uanset hvor man er, hvem man er, hvornår man lever og under hvilke vilkår. Hvad gør man så?

Man søger til den ene, store, velafprøvede kilde hvor man finder alt hvad hjertet kan begære. Og så suger man til sig. Ord for ord, sætning for sætning, løfte for løfte, velsignelse for velsignelse. Det er Bibelen jeg taler om. Sørger man for at lære vigtige vers udenad, træder man ind i den virkelighed mange kristne i historiens løb – og i vores verden – lever under. Den, nemlig, hvor de gode depoter giver næring til livet.

”Hvor er dit ord sødt for min gane, sødere end honning i min mund.” (Sl 119,103)

Bragt i DEM-Bladet Nr. 1 Februar 2010