Ketty Jensen er pædagog og var medlem af Dansk Ethioper Missions bestyrelse i en årrække frem til 2000.
AKTUELLE BREVE
Andagt af Ketty Jensen, Frederikssund
Vi sidder i bibelkredsen. Teksten er Johannes’ Åbenbaring kapitel 2 med brevene til de syv menigheder i Lilleasien.
Bibelen er en gammel bog, det er længe siden Johannes sad på Patmos og nedskrev hvad han så. Mange lærde folk mener i dag at Bibelen skal opdateres til den tid vi lever i.
Prøv engang at læse brevene i Åbenbaringen kapitel 2. De er som talt til kristne menigheder i dag. Vi kender godt de problemer som Jesus advarer om. Nogle steder er det den rene lære der bliver sat under pres, for at være imødekommende overfor verden, andre steder er det livsførelsen der ikke er efter “bogen”. Det giver måske lidt forskelligt udtryk om vi er i Danmark eller i Afrika, men den fejlfrie menighed opnår vi først på den nye jord.
Hvad er det så Johannes ser? Først beskriver han menighedens herre, han har blandt andet et udseende som når solen stråler i al sin glans.
Så ser han syv guldlysestager. Og mellem lysestagerne er Kristus selv, for hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, der er jeg midt iblandt dem. Lysestagerne er de syv menigheder, og Kristus er menighedernes herre. Han elsker dem og har løskøbt dem med sit blod. Og gjort dem til et kongeligt folk. Han ser dem som guldlysestager der lader lyset skinne fra ham ud i en mørk verden.
Kristus vil værne sin dyrekøbte ejendom, derfor advarer han os i brevene og siger: Den, som har øren, skal høre, hvad Ånden siger til menigheden.