Petra Feldthaus er pædagog og arbejder med demente på Løsning Plejehjem.
ET KALD FRA GUD, TIL DIG!
Andagt af Petra Feldthaus, Hedensted
”Mig er givet al magt i Himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer. Og se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” (Matt. 28,18-20)
Det er Jesu kongelige befaling til sine disciple. En håbløs opgave vil vi sige, men de adlød og gik på Jesu ord.
Guds ord kom ud i alverden fordi der var nogle der var villige til at gå og fortælle det glædelige budskab de havde fået betroet. Budskabet om Jesu død og opstandelse for os alle. Det er i sandhed et godt budskab; Jesu død og opstandelse betyder at Jesus tog min straf, og at jeg nu er ren for Gud fordi Jesus står foran mig og siger at han har betalt min gæld. Derfor må vi som lever i dag, også adlyde Jesu befaling og gå med budskabet om vor frelser. Dog værger vi os ofte med undskyldninger, vi ser på os selv og siger: Det kan jeg ikke. Da jeg prøvede, ville de ikke høre på mig, jeg blev til grin, nej det er bedst at Gud sender en anden!
Men vi glemmer at de der gik på Guds befaling, gik fordi Guds ord kom til dem, og han udrustede dem til den opgave de fik. Gud vil også udruste os til den opgave han har givet til os. Hans løfte gælder også i dag, og på disse løfter kan vi trygt gå hvor hen Gud sender os.
”Gå med fred og tjen Herren, han vil være med dig alle dage indtil verdens ende.”