Under mit besøg i Addis Ababa fik jeg mulighed for at se vægmalerier af Agnete Kofoed Petersen – også kaldet Nete – som hun har malet på forskellige institutioner for syge og døende i Etiopiens hovedstad. Og det var kunstneren selv der viste rundt.
Af Anna-Kathrine Thunbo Pedersen, sekretær for international mission
Vi standser foran et stort vægmaleri. Det er varme og gyldne farver der præger maleriet. Jesus ser med milde, lidt sørgmodige øjne ned på os. Omkring ham står børn, og selv sidder han med et barn på skødet. Man kunne tænke sig en titel i retning af: Lad de små børn komme til mig.
Men scenen er en anden her end den vi kender fra Bibelen hvor mødre med småbørn flokkes om Jesus på en støvet vej i Palæstina. Her på billedet sidder Jesus ned. Som om han har god tid. Her er ingen ivrige mødre. Blot børnene der på en særlig stille måde har fundet hen i hans nærhed.
Motivet er malet på endevæggen i et rum med køjesenge i grønlakeret metal. Lokalet tjener som sovesal for hiv- og aidsramte børn i Addis Ababa.
Agnete Kofoed Petersen er autodidakt kunstner, bosat på Bornholm. Sammen med familien var hun i 2001-2005 udsendt til Etiopien af DEM. Her fik Nete mulighed for at dekorere vægge på to Mother Teresa institutioner. I januar 2010 har familien igen besøgt Etiopien, og Nete har frisket malerierne op. Se malerierne på www.agneteart.dk.
Med Jesu øjne
- I begyndelsen var det svært at male Jesu øjne. Det var hele tiden vrede og frustration over det jeg så, der kom til udtryk i maleriet – også i Jesu øjne. Jeg så jo børn dø omkring mig. Det var næsten ikke til at bære, fortæller Nete.
Nete fortæller videre at den lille pige med appelsinen er et portræt af et af de syge børn på børnehjemmet. En lille pige der var dødssyg af aids og lå bleg og stille i sin seng. Ingen havde nogensinde set hende smile. Da Nete var færdig med motivet, spurgte hun den syge pige: Kan du se hvem det er? Da smilede pigen for første gang idet hun genkendte sig selv der ved siden af Jesus. Da pigen døde af sin sygdom, var hendes venner på børnehjemmet ikke i tvivl: Nu var hun hos Jesus. Der i hans nærhed. I tryghed.
Det lykkedes til sidst for Nete at få mildhed frem i Jesu øjne. Men som vi stod der i lokalet og betragtede maleriet, så jeg også fasthed i Jesu blik. Som om han ville sige: Det som I har gjort mod en af mine mindste, har I gjort imod mig.