Langt borte fra trænger lyden igennem til mit søvnige univers. Hanen på kirkens compound i Totota er begyndt sin morgenvækningsrunde. Om cirka fem minutter vil han spankulere rundt om hushjørnet, flyve op og sætte sig godt til rette i kassavatræet her lige uden for mit vindue … og gale. Jeg vender mig og prøver at sove igen. Bare lige fem minutter til, så er det tid til at stå op.

Hvordan var din nat?

Jeg får mange liberianske smil og varme håndtryk da jeg kommer over til undervisningslokalet. Alle vil vide hvordan min nat var. Først føler jeg mig fristet til at fortælle om hanen som jeg synes vækkede mig alt for tidligt, men så forstår jeg at vi her har at gøre med en kulturel specialitet hvor mit velbefindende faktisk interesserer den der spørger, men at jeg ikke behøver at gå i detaljer. Så jeg svarer: ”Tak, jeg har sovet strålende, hvad med dig?”

Workshop med kirkens partnere

Vi er samlet til workshop i Totota. Det er anden del af en kapacitetsopbygningsproces for kirken som skal lede frem til en revidering af kirkens strategiplan for 2010-2015. Hele kirkens administration deltager sammen med repræsentanter for kirkens institutioner og menigheder. Denne gang har alle kirkens partnere, heriblandt DEM, også fået en invitation. Den har de taget imod og har skaffet plads i kalenderen til endnu et liberiabesøg i år. Initiativet vidner om at kirkens leder, biskop Sumoward Harris, er en samler der ønsker at kirken skal være transparent, en kirke uden skjulte dagsordener som partnerne ikke kender til. Partnernes fremmøde vidner om hvor betydningsfuld de finder den proces kirken i øjeblikket gennemgår, og om hvor vigtigt det er for dem at vise deres støtte.

Store udfordringer for kirken

Jeg bliver hurtigt klar over at workshoppen er det helt rigtige sted at begynde når jeg som ny missionssekretær skal lære kirken i Liberia at kende. Den ledes kyndigt af Jaap Schepp fra Det Lutherske Verdensforbund. Han begynder med at samle op på de mange temaer der var under lup under første del af workshoppen i marts 2009. Skåret ind til benet handler det om at skabe bæredygtige forhold i kirken, både økonomisk og administrativt, og om at engagere kirkens medlemmer så det enkelte medlem forstår sig selv som en del af kirken.

Processen er ikke let. For det første lider kirken stadig under eftervirkningerne af borgerkrigen fra 1989 til 2003. Nedbrudt infrastruktur, ødelagte bygninger og stor fattigdom – for ikke at tale om de mange sår på sjælen krigen har efterladt – er bare nogle af de udfordringer kirken står med. For det andet kæmper kirken med udfordringer internt i sin administration hvor der er et stort behov for at få skabt enklere forretningsgange og en smidigere kommunikation.

Partnere spørges om hjælp

Jeg fornemmer en vis ydmyghed over at få lov til at gå et par skridt sammen med denne kirke og dens ledelse. Samme oplevelse har de andre partnere. Når kapacitetsopbygning er nødvendig, handler det jo netop om at specifikke svagheder er blevet tydelige i kirkens struktur. Disse svagheder deler kirken med os partnere og indvier os i den utilstrækkelighed kirken oplever i forhold til de mange opgaver den står overfor. Og så spørger de os om hjælp. Ikke kun om økonomisk hjælp – selvom behovene nok springer en i øjnene – men om hjælp til at bringe kirken tilbage på rette spor hvor visionen om at bringe evangeliet til det liberianske folk igen kommer i fokus, hvor hvert enkelt medlem bærer med som lemmer på samme legeme og hvor kirken rent praktisk får de bedste arbejdsbetingelser. Når man viser sine svagheder, bliver man sårbar. Jeg kan kun forstå det som stor tillid fra kirken til partnerne at vi må være med i den proces.

Et godt sted at være

Jaap Schepp runder morgenens samling af. Det er blevet varmt i lokalet, og vi trænger til en forfriskning før vi tager fat på næste skridt. Mens snakken går livligt, tømmes lokalet, og vi går ud i sollyset. Nye venskaber knyttes, og gamle gøres endnu stærkere. Man føler sig værdsat og velkommen. Her er godt at være.

Mens jeg står der og nyder solskin på bare skuldre i november, spankulerer hanen forbi. Dumme hane, tænker jeg. Men pludselig falder det mig ind at selv om jeg ønskede ham hen hvor peberet gror nogle timer tidligere, så ville jeg nødigt have sovet over mig og være gået glip af denne formiddag. Så selv om det kan være hårdt at blive vækket, så er det ikke så dårligt at vågne.

Jeg tror at vi alle dér i solen vejrer morgenluft i Den Lutherske Kirke i Liberia.

Læs også:

• Kirkens medvandrere
• Hvor går vejen for DEM i Liberia?

5. januar 2010