Den Lutherske Kirke i Liberia har en partnerskabsaftale med fire forskellige organisationer. Det drejer sig om Den Svenske Kirke, Den evangelisk lutherske Kirke i Amerika, Den evangelisk-lutherske Kirke i Bayern og Dansk Ethioper Mission.
Den lutherske Kirke i Liberia har seriøse partnere som gerne vil gå gennem de mange udfordringer sammen med den
Af Anna-Kathrine Thunbo Pedersen, sekretær for international mission
Kirken i Liberia havde inviteret sine partnere til rundbordssamtale i Totota.
Den lutherske Kirke i Liberia er i gang med at gennemtænke kirkens strategi for de næste fem år. Det er en udfordrende arbejdsopgave der kræver mod og villighed til selverkendelse.
Gennem den strategiudviklingsproces som har været i gang i Den lutherske Kirke i Liberia siden 2008, er der blevet stillet store spørgsmål: Hvor er vi? Hvor vil vi gerne hen? Hvordan kommer vi det? Det er ikke så let som det lyder. For i et land som Liberia, der stadig er præget af stor fattigdom og manglende infrastruktur efter borgerkrigen, kan man ikke altid det man gerne vil.
En kirke med store udfordringer
Det første skridt på vejen frem mod en ny strategi for kirken kan derfor i første omgang godt minde mere om et tilbageskridt. Kirken har nemlig måttet erkende at ressourcerne ikke slår til overfor de enormt store udfordringer den står med. Der er behov for en målrettet indsats på snart sagt alle områder: Kirkens 44 skoler har brug for et stort løft for at kunne tilbyde rimelige undervisningsforhold for eleverne. Lærerne har brug for faglig efteruddannelse. Mange steder er der kun en skolebog per 40 elever. Kirkens to hospitaler har brug for støtte. Både til driften og til uddannelse af personale. Kirkens centrale administration kræver øjeblikkelig assistance i form af kapacitetsopbygning i organisation og bogholderi. Sådan kunne man blive ved. Behovene er mange og store. Og de rækker langt ud over hvad kirken selv kan imødekomme. Man kunne egentlig ikke fortænke kirkens ledelse i at miste modet.
En kirke der ikke er alene
I november havde Kirken i Liberia inviteret sine partnere til en rundbordssamtale om de svære spørgsmål. Rundbordssamtalen blev en understregning af at kirken ikke står alene. Den har seriøse samarbejdspartnere der gerne vil være kirkens medvandrere. Det er kirkens opgave at afstemme sine forventninger og drømme til virkeligheden. Noget må der satses på, og noget andet må blive liggende. Men når det er sket, så er partnerne også klar til at hjælpe med at realisere netop de områder som kirken udpeger som prioriteter.
Vægtforskydning i partnerskabet
Under rundbordssamtalen blev det desuden tydeligt at vi er på vej væk fra det traditionelle giver-modtager forhold i vestlige kirkers partnerskaber med kirker i syd. Den globale, finansielle krise tvinger partnerne til at skære i den økonomiske støtte. Det opleves naturligvis af kirken i Liberia som endnu en forværring af den i forvejen svære situation. Men det medfører også en forskydning af vægten i partnerskabet og skaber større ligeværdighed. Og det er positivt. Det betyder at vi må finde noget andet end økonomiske ressourcer at dele med hinanden. Vi får et fornyet fokus på kirkens egentlige missionsarbejde.
Diakoni – kirkens udviklingsarbejde
Samtalen mellem kirken og dens partnere kom også ind på de mange udviklingsprojekter der de senere år er sat i gang i Liberia gennem kirken. På trods af alt det gode som forskellige udenlandsk statsstøttede udviklingsprojekter fører med sig, er bagsiden at der let skabes økonomisk afhængighed hos modtagerkirken. Samtidig kræver udviklingsprojekterne en professionel håndtering som sjældent er til stede hos partnerkirken. Det kan betyde at kirken må se passivt til at andre gennemfører projekter der blandt andet var tænkt som en håndsrækning til kirkens liv og vækst.
Rundbordssamtalen gav en fornyet understregning af den bibelske begrundelse for omsorgen for hele mennesket. Diakoni er kirkens udviklingsarbejde. Derfor må kirkens partnere være opmærksomme på at udviklingsprojekter, som støttes udefra, giver plads til kirkens identitet som kirke. At kirken har ejerskab. Konkret kan det betyde at partnerne støtter kapacitetsopbygning af kirkens administration så kirkens ledelse selv kan styre gennemførslen af de forskellige projekter.
