- Når jeg går omkring i slummen og ser og lytter, hører jeg ofte en stemme der siger: ”Jeg er tørstig, hvem vil give mig vand?”, skriver søster Helmi Makonnen i sin rapport fra 1990 om levevilkårene i Francistowns slum.

Søster Helmi er finsk missionær i Botswana på det tidspunkt, og hun føler et stærkt kald til at bringe evangeliet og diakonal hjælp til de 12.000 mennesker som frister tilværelsen i tre store slumområder i udkanten af Francistown, Botswanas andenstørste by som ligger i landets nordøstlige hjørne.

I slummen slås beboerne med problemer som uvidenhed, arbejdsløshed, fattigdom og sygdom. Hverdagen er præget af bekymringer, frygt, usikkerhed og rodløshed, og livet er en frustrerende kamp hvor intet lykkes ligegyldigt hvad man gør. Nogle klarer at få det bedste ud af det, andre går til grunde.

Hjælp til selvhjælp

I begyndelsen af 1990-ernme går søster Helmi og menigheden i Francistown i gang med et slumarbejde i de tre områder. Deres håb og bøn er at give mennesker en øget livskvalitet, helende selvtillid, nyt mod og en chance for at lykkes.

Med stor nidkærhed søsætter de et omfattende program som bygger på princippet om at slumbeboerne har samme ret til en passende bolig og sociale forhold, mad, tøj, uddannelse og arbejde som alle andre mennesker. Den rettighed gik de glip af som børn, og derfor har de brug for støtte til at opnå den senere i deres liv. Gennem rådgivning, forskellige træningsprogrammer, rehabilitering og en diakonal indsats giver slumarbejdet dem redskaber så de selv kan kæmpe for deres rettigheder og forbedre deres situation.

Arbejdet ønsker samtidig at opmuntre slumbeboerne til at få øje på deres egne evner og talenter og deres værdi som mennesker skabt i Guds billede. Man vil hjælpe dem til at påtage sig ansvar og leve et liv der bærer frugt for andre mennesker, og til at se at der findes andre og bedre måder at leve på.