- Jeg har det godt, siger Tesfaye (tv.).

TESFAYE VIL VÆRE LÆGE

For fem år siden levede Tesfaye Zemelak på gaden i Etiopiens hovedstad. I dag er han 17 år og drømmer om at blive læge.

Tesfaye kom til Win Souls for God i 2006 og bor nu i hjemmet, Lighthouse.

Af Tesfaye Zemelak, Addis Ababa

Da jeg var 12 år, gjorde jeg op med mig selv at jeg ikke kunne bo sammen med far hvis jeg ville overleve.

Far havde taget mig med til Addis Ababa da jeg var 5-6 år. Før da boede jeg i Denaba sammen med min mor og min stedfar som mor havde giftet sig med fordi hun troede at far var død. Det var han ikke. Pludselig en dag kom han hjem og besluttede at jeg skulle bo hos ham i hovedstaden.

Far fik arbejde som vagt på et hotel. Han fik en god løn, og vi havde det godt. Vi boede sammen i seks år, så blev far syg og mistede sit arbejde. Han fik det bedre, men var altid vred og begyndte at drikke. Jeg var ikke så dygtig i skolen dengang. Det blev han også vred over, og han slog mig og hakkede på mig dag og nat. Jeg tiggede ham om at holde op med at drikke, men han ville ikke lytte. Til sidst fik jeg nok og stak af.

Som 13-årig var Tesfaye hovedperson i DEMs dokumentar ”Gadens børn og unge” fra 2007.

Hårdt at være gadebarn

Jeg begyndte at leve på gaden. Det var et hårdt liv. Om natten var det meget koldt og om dagen meget varmt, og det var svært at skaffe mad. Jeg tjente en smule som skopudser, men efter to uger mistede jeg mit grej. Nu havde jeg ingenting.

En aften jeg gik ind i en container. I virkeligheden var det en el-station, men det lignede et hus. Der sov jeg. Om morgenen rørte jeg ved en kasse og blev slået ud fordi der var strøm i. Da jeg vågnede op igen, var jeg slemt såret. Min venstre hånd var sort, og jeg kunne ikke bevæge den. Jeg tumlede ud på gaden hvor jeg faldt om og råbte på hjælp. Sådan kom jeg til hospitalet hvor jeg blev indlagt på brandsårsafdelingen.

Fik et nyt hjem

På hospitalet mødte jeg en ergoterapeut som hed Hanne og var fra DEM. Hun hjalp mig meget. Efter en måneds tid fik jeg det bedre og blev udskrevet. Hanne satte mig i forbindelse med gadebørnsorganisationen Win Souls for God, WSG, og jeg kom til at bo på deres Gurrara Drengehjem.

Jeg bor stadig hos WSG og har det godt. Jeg går i ottende klasse og er dygtig i skolen, og jeg vil gerne være læge, om Gud vil. Jeg møder somme tider min far i byen, og jeg håber at jeg snart får min mor og søster at se igen. Jeg vil gerne vide hvordan de har det.

3. september 2010