Den lutherske Kirke i Liberia er i øjeblikket inde i en afgørende proces

Af missionær Finn Hougaard

Kirken i Liberia har nu udarbejdet en fem års strategiplan, og i april havde man et kapacitetsudviklingskursus initieret og afholdt af folk fra Det Lutherske Verdensforbund i Geneve. Begge dele skal der følges op på i efteråret med endnu et kursus med Geneve-folkene og en rundbordssamtale mellem kirken og dens partnere i mission hvor alle aspekter ved kirkens fremtid skal diskuteres.

Det skal alt sammen lægge en ny grund for hvordan kirken skal komme videre i det landskab den nu skal navigere i efter borgerkrigen i 1989-2003. Når en ”ørkenstorm” har raset i et ørkenområde, ligger bakker og dale ikke længere som de gjorde  før. Der er ingen kort der kan hjælpe os med at navigere, men et kompas er brugbart. Borgerkrigen har forårsaget at kirken på mange områder må tænke nyt og navigere på en ny måde. ”Sådan gjorde vi før” kan ikke længere bruges.

Vi må have fat i kompasset hvor kompasnålen er den treenige Gud, Fader, Søn og Helligånd som bestemmer hvordan vi skal arbejde. Kompashuset med gradsinddelingen er troen der bestemmer i hvilken retning vi skal gå i den konkrete situation. På vandringen kigger vi efter styrker og muligheder. Den største styrke er troen på Kristus, og mulighederne er mange.

Født og båret af Guds nåde

Den lutherske Kirke i Amerika begyndte sin mission på liberiansk grund i 1860. Gennem store vanskeligheder, hvor mange missionærer enten døde i løbet af de første år eller på vej hjem som følge at nedbrudt helbred, blev Den lutherske Kirke født på grund af udholdenhed og fordi Gud ville sin mission i Liberia.

Afdøde biskop Payne kalder sin bog om Den lutherske Kirkes historie for ”The Miracle of God’s Grace”, og ved læsningen bliver man overbevidst om at Guds nåde har været det der har født og båret kirken i dens bestræbelser på at nå mennesket med evangeliet. Siden kirken tog sin spæde begyndelse som en luthersk mission, har kirken - også da den blev selvstændig den 6. januar 1965 - været styret af et holistisk syn tjenende det hele menneske i dets konkrete livssituation.

Den treenige Gud i mission

Det spændende i den proces vi er inde i, er hvorledes kirken nu kan komme videre. Mit og Den lutherske Kirkes missionskompas er inddelt i tre led med 120 grader hver og rettet mod den Treenige Guds mission som Gud Fader som skaber og opretholder, Gud Søn som forsoneren og forløseren og Gud Helligånd som talsmanden og trøsteren.

Der spørges overalt i verden: Hvad er Gud i sin mission i færd med? For mig er svaret enkelt: Han er i Liberia ved at manifestere sig som den treenige Gud i sin egen mission for det hele menneske. Uden Treenigheden og dens treleddede funktion, ingen ægte mission. Men som partnere i Guds mission er kirken i Liberia på vej i en proces hvor treenighedsaspektet bliver afgørende: At vi for mennesker er med i Faderens opretholdende gerning ved at værne om såvel naturen som mennesker, i Sønnens forsonende og forløsende gerning hvor vi i forkyndelsen af evangeliet kæmper for retfærdighed for det enkelte menneske og for at det enkelte menneske skal opleve forsoningen med Gud og mennesker. Og endelig i Helligåndens trøstende og kraftfulde gerning hvor vi går ind og giver al den hjælp til mennesker de har brug for i deres livssituation.

Vi skal være mennesker af kød og blod

Gud blev menneske i Jesus af Nazareth. Som deltagere i Guds mission skal vi også inkarnere os, blive kød og blod og turde få beskidte hænder i at satse på mennesker. Inkarnerende kirke i inkarnerende mission bliver nøgleord i de kommende år for Den lutherske Kirke i Liberia.

Vi har allerede set konjekturerne i den proces kirken står i, men vi vil se mere. Vi vil se en kirke bevæge sig fremad i den treenige Guds mission for det menneske han har skabt og forligt sig med, og som han giver kraft til at leve i opretholdelsen, forsoningens og trøstens tjeneste. Vi vil se en holistisk indsats for at mennesker i Liberia kommer til forsoning med sig selv og det at leve med minderne fra krigen.

Kvinderne er med

Da jeg kom tilbage til Liberia efter juleferien, mødte jeg et nyt hold elever på centeret i Totota hvor ikke færre end fem var kvinder.

Da Eva blev skabt af Adams ribben og blev ført til Adam, blev den ufuldkomne ribben-manglende Adam i foreningen med Eva fuldkommen igen!

Når kirken går ind i et nyt kapitel og også taler om kapacitetsopbygning, så vil det være nødvendigt at fokusere på en ny måde i forholdet mellem mænd og kvinder også på ledelsesniveau. I et mandsdomineret samfund og kirke som i Liberia er det en nøgleproces som kirken er sig bevidst om at skulle igennem. For ”Adam” og ”Eva” hører sammen, og det er kun i samhørigheden at menigheden i Kristus kan være fuldkommen og derigennem nå ind til mennesker i det enkelte menneskes behov. Derfor er det en stor glæde at der på vores nye hold i Totota er fem kvinder, for disse fem kvinder vil gøre en forskel i kirken.

Bragt i DEM-Bladet nr. 4 August 2009