Kristendommen stormer frem i Latinamerika, Afrika og Asien. De har førertrøjen på i det globale syd

Af Jørn Henrik Olsen, billedkunstner, forsker, lektor, ph.d.

For 100 år siden var der ca. 10 millioner kristne i Afrika, men i dag er der mere end 350 millioner. Missionsbevægelsen er præget af vækst og dynamik. Og her i Vesten udfylder vi kun assistentens rolle i denne udvikling.

Ved DEMs landsudvalgsmøde i september var jeg bedt om at svare på hvilke udfordringer fra udviklingen i syd som vi både kan og skal lære af. Det følgende samler et par af trådene op.

Samarbejde i en forandret verden

Samarbejde i mission sker i en verden der forandrer sig med hastige skridt. Nogle stærke globale kræfter gør sig gældende. Kræfter der øver indflydelse på kristendommens geografi, udtryk og vækst. Tænk f.eks. på den tilstrømning og vækst som mange karismatiske kirkesamfund og pinsekirker oplever. Ret nye kristendomsformer præget af lidenskab, følelser, entusiasme, åbenhed over for det overnaturlige, helbredelse mv. knytter sig naturligt nok til lokale traditioner, men de finder også forbundsfæller i nogle globale kræfter.

Måske skal vi lære at samarbejde på nye måder. Nogen kvik facitliste til spørgsmålet om hvordan gives der dog ikke. Der findes ikke noget alternativ til samarbejde. Det handler til stadighed om hvordan vi som kirker går sammen og gør brug af hinandens evner, gaver og ressourcer. Det kan f.eks. være et meget konkret samarbejde om hvordan arbejdet intensiveres i et område hvor kirken står svagt, eller hvor der slet ingen kirke er. Her er det vigtigt at få bragt alle gode ressourcer i spil med henblik på evangelisering og mission i et lokalområde. Der må fokuseres på et lokalt ejerskab og en stadig vækst- og modningsproces i den lokale kirke. Dette bliver også identitetsskabende for vores egen selvforståelse idet vi ser hvordan vi alle sammen kan og skal bidrage til samarbejdet om at løse de store opgaver. Alle har både noget at bidrage med til fælles gavn og inspiration og noget at lære af de andre samarbejdspartnere. Vi er givet til hinanden, og vi er kaldet til at stå sammen i mission.

De gode nyheder om frelsen i Jesus Kristus gælder hele den beboede jord. Evangeliet er aldrig en enkelt gruppes eller kirkes eller et selskabs ejendom og ret. Det er et tilbud der gælder alle. Og i denne sammenhæng er det spændende - og ikke primært et problem - at evangeliet kulturelt set bærer på så mange forskellige ansigter. Kirken har et væld af klædedragter, sådan som evangeliet selv har det. Evangeliet bør forkyndes for alle der endnu ikke kender Jesus Kristus, blandt alle folk, hos enhver stamme, på ethvert sprog, i enhver familie.

De fleste missionærer kommer fra syd

Kristendommen stormer frem i syd. De kristne dér har førertrøjen på. Forskydningen af tyngdepunktet viser sig f.eks. i det forhold at der i dag er flere fuldtidsmissionærer som er sendt og støttet af kirker i syd, end der er udsendte missionærer fra Europa og Nordamerika. Der vokser i vor tid mange helt nye missionsinitiativer frem med en forbavsende kreativitet og entusiasme som bidrager til at ændre den kristne mission. Naturligt nok tilhører mange missionsledere en ny førstegenerationsbevægelse. De er energiske, men de er ikke altid så godt organiserede som vi kender til det fra vores hjemlige missionsselskaber. Dette er en del af det nye globale kirkebillede. Antallet af afrikanske missionærer er mangedoblet de sidste par årtier eller tre. Nigeria, Ghana, Sydafrika, Kenya og andre afrikanske lande har udsendt et meget stort antal missionærer. Der er således sket en stærk missionsmobilisering i mange afrikanske lande.

Det er en skrap udfordring for vores mentale tænkning at vi nu i Vesten kun er at opfatte som assistenter eller har biroller. Der er en ny rollefordeling i global mission. Vi må erkende at vi i Vesten ikke længere er ledere, igangsættere og normsættere i det kristne missionsarbejde. De kristne i syd vil i det 21. århundrede sætte alle de afgørende normer i missionsarbejdet. Og kvaliteten af dette århundredes kristendom vil afhænge af dem.

Set i det store globale perspektiv bliver der ikke færre kristne, men hvor 80 % af verdens kristne for 100 år siden boede i Europa og Nordamerika, så vil 80 % af verdens kristne i år 2050 være alle andre end hvide mennesker af europæisk afstamning. Og det meste af kristendommen på verdensplan vil afvige fra den kristendom som vi i Europa finder normal. Blandt andet vil fremtidens kristendom lægge megen vægt på helbredelse og dæmonuddrivelse.

Nye samarbejdsmodeller?

Der findes mange forskellige samarbejdsmodeller for mission i det 21. århundrede. Når vestlige missionsselskaber laver nedskæringer på 10, 20 eller 30 %, indebærer det ikke automatisk en nedgang i engagementet idet denne nedgang på så mange andre måder afløses af andre former for korttidsmission, teltmagermission, business as mission og gennem øgning i antallet af tværkulturelle missionærer i syd, ofte med en vis finansiering fra Vesten. En del vestlige selskaber har gearet om så de støtter de nye missionsbevægelser i syd, og de gør det dermed muligt at ansætte mange flere tværkulturelle missionærer.

De kristne studenterbevægelser har i mange år været vigtige for missionsbevægelserne, det ved vi også fra vores egen vestlige virkelighed. Dette gælder endnu mere i syd i dag hvor en meget stor del af befolkningen består af unge. Studentergrupper er ofte den dynamiske kerne i nye missionsbevægelser. Mange unge i Afrika er villige til at ”blive sendt”. Men der er ikke tilstrækkeligt med sendende strukturer herfor. Over en bred kam meldes der om behov for mere undervisning og lederudvikling. Et missionsselskabs opgave kunne godt og gerne bestå i en øget indsats for at lederudvikle. I hurtigt voksende kirker og missionsområder bør dette altid have en meget høj prioritet. Lederskabstræning kræver ressourcer, partnerskab og netværk. I Vesten har vi nok stadig en væsentlig medarbejderrolle på dette område. 

Bragt i DEM-Bladet nr. 1 Februar 2007
© Gengivelse tilladt ved angivelse af kilde