Dannelse af Den lutherske Kirke i Guinea

Lige som i gamle dage hvor forfølgelser hjalp med til at sprede Kirken i opfyldelse af missionsbefalingen (Matt 28,19-20, ApG 1,8), sådan krydsede den lutherske tro grænsen til Guinea - efter at have været i nærheden i mere end 130 år - på grund af de prøvelser, trængsler og farer som lutheranere stod over for hjemme i Liberia. Den borgerkrig som begyndte i Liberia i december 1989, tvang Den lutherske Kirke til at tale om Guds nåde for syndige mennesker i Jesus Kristus i det fransktalende Guinea.

I begyndelsen nægtede Guineas regering de forskellige kirkeretninger at holde separate gudstjenester, alle flygtninge blev delt i to kristne grupper: katolikker og protestanter. Dette er de to største kirkesamfund i Guinea. Flygtningene var nødt til at slutte sig til de lokale borgere i disse to kirkesamfund hvis de ville lovprise deres Herre og Gud. Samtidig var det et problem at disse kirkesamfund ikke var repræsenteret i de fleste af de byer hvor flygtninge var.

Der var ingen kirke i de fleste af disse byer, undtagen i de meget store byer som f.eks. N'zerekore. Jeg kan huske at jeg var til et møde for lutheranere i 1993 da jeg var flygtning i N'zerekore i Guinea, hvor vi forsøgte at finde en udvej så vi frit kunne holde gudstjeneste som lutheranere.

I 1994, mens jeg ikke var i landet, blev situation ændret, og flygtninge fik fri mulighed for at organisere sig selv efter deres egne kirkeretninger. Lutheranerne begyndte derfor at organisere sig selv under navnet "Lutherske flygtningemenigheder i Guinea". Det var mest liberianske flygtninge og andre liberianere der arbejdede på lutherske institutioner i Liberia. I begyndelsen var der stor afstand mellem den lokale befolkning og flygtningene. Det gjorde det vanskeligt at nå dem med evangeliet, men også fordi der var en sprogbarriere.

Nogle af de første guineanere der reagerede positivt på kirken, var folk der var vendt tilbage fra Liberia hvor de havde boet før borgerkrigen brød ud. En af de første guineanere i byen N'zerekore som sluttede sig til Den lutherske Kirke, var Gnakoi Guy Haba i 1996. Han kunne engelsk fordi han en gang havde boet i Nigeria. Nu er han og hans kone, Yolande Mambare, i Congo hvor han studerer til præst på et stipendium fra Den evangelisk lutherske Kirke i Bayern.

Den første midlertidige godkendelse af Den lutherske Kirke i Guinea blev givet af regeringen i 1998. Den 21. februar 2005 blev godkendelsen gjort permanent, og Den lutherske Kirke i Guinea blev dermed registreret som et officielt kirkesamfund.

Første missionærpræst

Mens krigen var intens i Liberia, var der mange lutherske præster, diakoner, evangelister og lægmandsledere som havde søgt sikkerhed i nabolandet Guinea, og de begyndte nu at tage sig af de lutherske flygtninges åndelige behov. Mange af disse præster og andre forkyndere rejste hjem da der så ud til at være blevet fred i Liberia. Der var stadig mange liberianere som ville være sikre på en varig fred i Liberia før de ville tage hjem, så mange af dem blev i Guinea sammen med dem som søgte genetablering i tredje lande. Samtidig havde flygtningene opbygget et forhold til lokale guineanere og begyndte derfor at invitere dem med til gudstjenesterne. Behovet for en præst til denne gruppe førte til at Den lutherske Kirke i Liberia kaldte mig som præst i den nye kirke.

Ved min ankomst i januar 2005 var menigheden N'zrekore overvejende liberiansk. Situationen begyndte gradvist at ændre sig hjemme i Liberia, og liberianerne fortsatte med at vende hjem. I dag er næsten alle liberianere rejst hjem. Udfordringen er nu af få flere guineanere til at erstatte dem i den nyetablerede kirke.

Præstens aktiviteter

Selv om jeg bor i N'zerekore, der er hovedstad i Guineas skovregion og Den lutherske Kirkes hovedkvarter, tager jeg hele tiden på besøg i de ti andre menigheder der ligger spredt i regionen. Først var der 12 menigheder, men to er lukket efter at de to lejre med liberianske flygtninge er lukket, og disse menigheders medlemmer er vendt hjem. På motorcykel kører jeg ud og besøger alle menighederne for at holde nadver og dåb. Det tager cirka fire timer på motorcykel at nå frem til den menighed der ligger længst væk.

Vi fik også den velsignelse af få tre af vores evangelister og en diakon uddannet på Den lutherske Kirkes uddannelsescenter i Totota. Det var nemt at træne dem i Liberia fordi de taler og skriver engelsk. Disse uddannede evangelister arbejder nu i menighederne hvor de giver dåbs- og konfirmationsundervisning. Vi har døbt 45 personer i 2008, og over 50 mere er i gang med dåbsundervisningen. Kirken har nu 806 medlemmer, og det bliver snart flere når vi har haft dåb igen.

Bygning af kirker og præstebolig

En af de store udfordringer som jeg blev mødt med da jeg kom til Guinea, var menighedernes hyppige appeller om hjælp til at få presenninger til at lægge som tag på deres kirker, for at få ly for de kraftige regnskyl. Og når så de fik presenninger, holdt de kun i kort tid på grund af sol, regn og blæst. I de fleste tilfælde kunne medlemmerne ikke selv købe presenninger på grund af deres økonomiske situation, og i nogle tilfælde fordi de kun var få medlemmer i menigheden.

Jeg var overbevist om at den eneste måde at få omgivelser som befordrer tilbedelse, var at arbejde sammen med medlemmerne om at forbedre deres kirkebygninger. Jeg begyndte med menigheden i N'zerekore i februar kort tid efter min ankomst i 2005. Medlemmerne, som dengang hovedsageligt var liberianere, holdt gudstjeneste på et lejet stykke jord i en hytte dækket med presenninger. De liberianske flygtninge og de få guineanere støttede mit forslag om at bygge en kirke. Vi fik støtte fra Den lutherske Kirkes 12. generalforsamling i Liberia i 2006 hvor dre blev samlet 4.000 USD ind til bygning af den første kirke i Guinea efter at jeg havde aflagt min rapport.

Ved Guds nåde var kirken bygget færdig og blev indviet den 20. maj 2007. Det er interessant at DEM var repræsenteret ved disse store begivenheder. Tidligere DEM-missionær Ingrid Smidt var en del af biskop Harris' delegation den 19. juni 2005 hvor det første spadestik blev taget til kirken i N'zeregore og jeg blev indsat som residerende missionærpræst. Og missionær, pastor Finn Hougaard var en del af biskoppens delegation da kirken blev indviet i maj 2007.

For at få et mere effektivt tilsyn med vores byggeprojekter og for at få kendskab til det franske sprog, begyndte jeg at gå på teknisk skole i N'zerekore. Jeg lærte murerhåndværk i to år (2006-2008). Nu kan jeg give god rådgivning til dem der udfører byggeopgaver for vores mission.

I 2007 gav Den evangelisk lutherske Kirke i Bayern os 5.000 euro som hjælp til kirkebyggeri i Guinea. Kirken i Guinea blev rost for at ville bruge lokale materialer til kirkebyggeriet. Og i 2008 blev vi velsignet med endnu en gave på 2.000 euro til kirkebyggeri fra kirken i Bayern. Med disse gaver blev der bygget en ny kirke i byen Gozoguizia som blev indviet den 29. december 2007, og to andre kirker er ved at blive bygget i byerne Bossou og Bodeiguizia. De er allerede under tag og bliver nu brugt til gudstjenester mens vi kæmper med at gøre bygningerne færdige. Vi blev også velsignet med 3.000 USD som støtte til missionærpræsten. Hovedparten af det beløb er brugt til at påbegynde byggeriet af en bolig til mig. Præsteboligen er stadig ikke færdig på grund af økonomiske begrænsninger, men den er under tag nu. Vi er taknemmelige og sætter pris på alle de partnere som Gud har brugt til at gøre fremskridt på denne nye missionsmark.

Landbrugsprojekt

En af den nye kirkes udfordringer er hvordan vi kan sætte fart i kirkens egne økonomiske ressourcer. Mange af de som har taget imod evangeliet – og de der tager imod det i dag – er ude af stand til at bidrage noget videre økonomisk til virkeliggørelsen af missionens mål. Vi har derfor besluttet at bruge vores kræfter på at lave en gummiplantage. Det tager op til syv år før gummitræer er store nok til at begynde at høste, så der er tale om en fremtidig indtægtskilde for kirken. Vi har allerede plantet omkring 1.500 frøplanter.

Vi håber også på at få andre landbrugsprojekter op at stå som kan hjælpe med at skaffe penge til missionsarbejdet. Projekterne bliver planlagt godt så de ikke kommer til at gå ud over kirkens egentlige opgave med at undervise og forkynde. Det er også værd at nævne at på kirkens første generalforsamling, som blev holdt i Koyama den 20. - 23. marts 2008, besluttede medlemmerne enstemmigt at støtte deres kirkes arbejde ved at hver enkelt menighed giver 25 procent af deres årlige budget til kirken.

Mit job som missionær

Det er en stor glæde at være en del af Guds forsoningstjeneste. Jeg er absolut ydmyg over at blive regnet værdig til at være Guds partner i hans mission. Glæden og lykken på folks ansigter når de har fået et godt og holdbart sted at holde gudstjenester, overvælder mig. Men glæden er dobbelt så stor når en kvinde bringer sit barn til forbøn om Guds beskyttelse efter en slem drøm eller på grund af sygdom. Drømme tages ofte helt bogstaveligt blandt vores uuddannede folk. Tidligere søgte de hjælp hos heksedoktorer og troldmænd for at få svar og løsninger, men nu har de en Gud som de stoler på og er afhængige af.

Kirken har også hjulpet folk til at genvinde deres selvværd, især kvinder som har mistet håbet på grund af hustruvold eller fordi de er skilt. I en af vores menigheder, Gozoguizia, er der nogle ældre kvinder som tidligere fungerede som zooes (heksedoktorer) og foretog omskæringen af piger i forbindelse med deres indvielse som kvinder. Disse kvinder nægter nu at holde fast ved den skadelige tradition. De er meget aktive i kirkens aktiviteter og er blevet døbt.

Udfordringer

Udfordringerne er enorme. Vores største udfordring er at Guinea er en overvejende muslimsk nation selv om forfatningen i teorien siger at det er en sekulær stat. Muslimerne bliver meget ilde til mode når de ser at der bygges kirker, og at folk bliver omvendt til kristendommen.

En anden udfordring er at de to Yamaha motorcykler som kirken har fået, snart er fire år gamle. Den motorcykel jeg bruger, går ofte i stykker fordi den er slidt og har kørt over 90.000 km. Ved mange lejligheder har jeg fået maskinskade på vejen hvilket har hindret mig i at fuldføre det jeg havde planlagt. Og fordi missionen ikke har sin egen bil, bruger vi flere penge til transport og har flere vanskeligheder, især omkring transporten af byggematerialer hvor vi er nødt til at leje en bil hvis materialerne skal langt væk fra N'zerekore. De fleste byggematerialer sælges i N'zerekore, og hvis man kan få dem i andre byer, er de meget dyrere. Gozoguizia, det sted vi byggede kirke efter den i N'zerekore, ligger f.eks. 120 km væk fra N'zerekore.

Et andet problem er omsorgen for nogle af vores evangelister som er placeret i små og nye menigheder, især de liberianske evangelister som er uddannede og villige til at blive i Guinea. De fleste kirker er stadig på børnestadiet og kan ikke sørge for deres evangelister. Og mange af vores evangelister er ikke godt trænede, så tak til DEM for støtten på 3.200 USD til at træne vores evangelister. Den første fase af denne træning foregår den 16. – 29. december 2008, og vi skal fejre jul sammen på kurset.

Der er også mange unge mennesker uden passende forældreomsorg som henvender sig til kirken for at få råd og hjælp, og som bliver svigtet. På den måde går vi glip af en god mulighed for at vise Guds kærlighed og for at evangelisere. For eksempel var der en ung mand som kom regelmæssigt i kirke i N'zerekore. Han havde brug for hjælp som kirken ikke kunne give ham på grund af de begrænsede midler. Den unge mand blev tiltrukket af en muslimsk handelsmand som tilbød ham arbejde og bolig og endelig tvang ham til at gå med i moskeen. I dag hører denne unge mand til i moskeen.

Håb for fremtiden

Jeg nærer håb om at Gud fortsat vil mangedoble de frø der er sået. Det er min bøn at denne nye kirke må være en sund kirke der vokser i forvalterskab og bliver selvunderholdende. Jeg vil gerne se den vokse ikke bare fysisk, men også åndeligt i alle dimensioner.

Jeg drømmer også om at se kirken blive mere involveret i samfundet ved at spille en aktiv rolle når det gælder undervisning om sociale emner der er til skade for samfundet, f.eks. hiv/aids, familieundervisning, menneskerettigheder og kapacitetsopbygning til uheldigt stillede kvinder og unge.

Mange forældre, især animister, giver deres børn lov til at komme i kirken selv om de ikke selv kommer der. Det giver os en mulighed for at give disse børn kristendomskundskab. Jeg håber at se kirken få et aktivt børne- og ungdomsarbejde. Det vil give kirken et stærkt fundament. Ved at kirken bygger skoler, vil der blive skabt en god ramme for evangelisation da der vil blive undervist i bibelske værdier. På nuværende tidspunkt driver kirken en enkelt skole for begyndere i byen Bossou.

Endelig er det min bøn at se kirken køre sundhedsarbejde i det indre af skovregionen hvor vi har de fleste af vores kirker. Kirkerådets første formand, Bob Foromo Koivogui, ville være død af sygdom hvis ikke det var for Guds nåde gennem kirken at han blev hjulpet til Liberia hvor han blev opereret på Phebe Hospital, efter at mange sundhedsfaciliteter i hans hjemegn havde svigtet. I dag er han en meget nyttig mand for kirken, og han er villig til at gøre al slags arbejde for kirken. I en alder af 62 år, slæber han sammen med andre planker på sit hoved til kirkebyggeriet i Bodeiguizia hvor han bor.

Konklusion

Jeg ville være utaknemmelig hvis jeg ikke anerkendte og takkede dem som Gud har brugt til at hjælpe mig med den store opgave at plante kirken.

For det første har min kone været en stor støtte med sine bønner og omsorg for vores børn. Hun kan ikke flytte permanent med mig til Guinea på grund af hendes studier ved Liberias Universitet. Børnene er hos hende, og de besøger mig en gang i mellem.

Jeg takker også biskop Harris og forretningsudvalget i Den lutherske Kirke i Liberia for at give mig en udfordrende opgave hvor jeg kan dele Guds kærlighed med andre mennesker. Og tak til hele kirken i Liberia for at hjælpe os med at bygge den første kirke.

Man siger at et enkelt træ ikke udgør en skov, og jeg må derfor udtrykke min gæld til diakonerne, evangelisterne, kirkelederne og alle medlemmerne i Den lutherske Kirke i Guinea, uden deres samarbejde og engagement ville intet blive opnået.

Til vores partnere, DEM og kirkerne i Bayern og Sverige, som økonomisk og med bønner har hjulpet os med at drive dette missionsarbejde, siger vi tak. Må Gud fortsat mangfoldiggøre jeres ressourcer mens I stræber efter at sprede hans Rige på jorden.

Vi håber at vores danske brødre og søstre fortsat vil have os med i deres bønner så denne mission må vokse og modne til at være til stede i alle dele af den muslimske nation, Guinea.

Guinea Guinea ligger i Vestafrika med grænser til Liberia, Sierra Leone, Mali, Ginea Bissau og Elfenbenskysten. Vandt sin selvstændighed fra kolonistyre den 2. oktober 1958. Ifølge folketællingen i 1996 er landets totale befolkning på 9,7 millioner hvoraf cirka 85 procent skønnes at være muslimer, og resten animister og kristne. Der er stadig mange guineanere i skovregionen som hverken er muslimer eller kristne. Nogle byer, især i skovregionen, har stadig hverken moskeer eller kirker. Guinea er delt i fire naturlige regioner: Kystlandet Øvre Guinea Midt-Guinea Skovregionen Skovregionen leverer 41 procent af den nationale produktion (ris, olie og de fleste basisfødevarer i Guina). Økonomisk er livet blevet sværere og sværere dag for dag for almindelige mennesker. Dette har ført til at mange guineanere er flyttet over grænsen til Liberia.

December 2008.

Oversættelse: Marianne Bach

Top