Gudstjeneste i St. John i Totota.

Pastor Thomas Pay på vej ud af kirken.

Kvinderne er langt i overtal.

DET TAGER KUN FEM MINUTTER!

- Hold da op! Det har han allerede fået strammet gevaldigt op på, siger en tilfreds Finn Hougaard mens band og kor lægger ud med vuggende afrikanske rytmer og sang i St. John’s lutherske Kirke i Totota, Liberia.

Af redaktionssekretær Marianne Bach

”Han” er pastor Thomas Paye som kun har været præst i Totota Sogn i ti dage. Og det som han har strammet op på til missionærens store tilfredshed, er mængden af meddelelser som en lægmand lige har læst op på kun fem minutter.

Finn har ellers advaret om at meddelelserne plejer at vare så længe at de efter hans mening stjæler fokus fra det som bør være det væsentligste i gudstjenesten, nemlig forkyndelsen af evangeliet. Det argument har han fremført adskillige gange i menigheden uden at det rigtigt har ført til noget, og det er så også grunden til at han og jeg i dag sidder på en af de bagerste bænke i kirken.

- Vi skal sidde bagved, for vi går kl. 12 uanset om gudstjenesten er færdig eller ej. Så håber jeg bare at han er færdig med at prædike, sagde Finn da vi kom lidt i 10.

Den smutvej får vi nu ikke brug for i dag, for allerede 11.45 står vi og resten af menigheden igen ude i den skarpe sol uden for kirken. Og dog har pastor Paye både holdt sin prædiken på kpelle og givet et resume af den på engelsk, ligesom der har været tid til korsang, tekstlæsninger og velsignelse.

Hvor er mændene?

Alligevel er jeg glad for vores plads ved døren. For her slipper der lidt luft ind til os, og vi har frit udsyn over rummet. Væggene er mørkegrønne, endevæggen med alteret er gul og rød, og over os går tagets bølgeblik op i en rustrød spids. Kvindernes farvestrålende kjoler lyser vældigt op mod de mørke farver, og mine øjne zoomer uvilkårligt ind på en hel masse bittesmå fletninger som elegant snor sig op om en ung kvindes baghoved. Jeg river blikket løst og kigger rundt på de omkring 175 mennesker i kirken. For hvor er mændene? Jovist, der sidder da nogle stykker hist og pist, men de er så iøjnefaldende få at jeg stiller spørgsmålet til pastor Paye.

- Jeg tror det hænger sammen med kpellekulturens traditionelle myter om at det var en kvinde der bragte ondskaben ind i verden. Det er en meget mandsdomineret kultur der undertrykker kvinder, og det er nok grunden til at vi har mange flere aktive kvinder end mænd i kirken, forklarer præsten og tilføjer at det er noget de forsøger at lave om på.

Læs også: Paye samler stumperne

1. november 2010