DYGTIG ELEVER PÅ TEC

High school elever på Tabor Evangelical College.

- Vi har dygtige elever og gode resultater, siger norske Anders Dalane som er rektor på Tabor Education Center.

Af redaktionssekretær Marianne Bach

Tabor Education Center (TEC) ligger for foden af Tabor bjerget i Hawassa. Det er et privat uddannelsessted der drives af Mekane Yesus Kirkens synoder i Sydetiopien og som før hed Tabor Evangelical College.

I 2008 forlod alle på nær en elev 12. klasse med en eksamen der gjorde dem kvalificerede til at søge ind på universitetet. Og næsten 90 procent af eleverne fra 10. klasse var dygtige nok til at fortsætte i 11. – 12. klasse. Gymnasiets høje faglige standard og gode ry gør det nemt at rekruttere dygtige lærere til skolen.

- Nu handler vores udfordring om at blive på toppen selv om vi er i en tid med økonomiske vanskeligheder og en stor inflation i Etiopien, siger rektor Anders Dalane som har det daglige ansvar for rekruttering, PR, planlægning, administration og ledelse af TECs omkring 35 ansatte.

TEC åbnede i 2003 med støtte fra Dansk Ethioper Mission og har i dag udviklet sig til tre afdelinger:

  1. High school eller gymnasium med 650 elever i 9. – 12. klasse, heraf bor de 84 på TECs kollegium.
  2. Bibelskole med en etårig overbygning til folk der allerede har gået på bibelskole i et år. 38 elever.
  3. Missionsskole med 23 elever.

Maj 2009