- Det blev et stort og glædeligt gensyn med landet, folket og kirken. Etiopien vil altid være en del af mig, af os, af vores familie. Missionær er man hele livet. Har man stået i en tjeneste, kan man aldrig give slip, det bliver en del af ens liv, siger Helene Erbs som i august besøgte Etiopien for første gang i 18 år sammen med sin mand, Knud Erik og deres voksne børn.

Af redaktionssekretær Marianne Bach

I 1976 rejste Helene til Etiopien som sygeplejerske med efternavnet Olesen. I 1981 kom Knud Erik Erbs til landet som byggemand i Mekane Yesus Kirken. De to giftede sig og fortsatte sammen som DEM-missionærer indtil 1990.

Udvikling giver nye muligheder

- Den største forandring var at færdes i et Etiopien der ikke var i krigstilstand. Før levede man i den angst og frygt som krigen bringer, men nu kan man håbe på at landet har mulighed for udvikling selv om det er fattigt, siger Helene.

- Addis Ababa er vokset enormt med større vejnet og store, nye bygninger. Udviklingen er voldsom, men langt fra alle kan følge med. Slummen og tiggerne er der fortsat. Socialhjælp eksisterer ikke, og skole og uddannelse er for de få der har råd. Dog har langt flere i dag fået en god uddannelse, og nye universiteter og sygehus skyder op. Selv i Dodola bygges der nu et sygehus.

- Overalt så vi nye flotte moskéer og nye imponerende ortodokse kirkebygninger, så meget har ændret sig siden det socialistiske styre gav op i 1991. I dag skaber kommunikation via internet og mobiltelefon og et vejnet der stadig udbygges, nye muligheder som får os og andre tidligere missionærer til at måbe. I Bale er man f.eks. i gang med at bygge en god vej helt til Goba. Vejen kommer til at betyde en kæmpe forskel som kun gamle missionærer helt kan forstå og slet ikke vil kunne begribe rigtigt, for det var engang et næsten utilgængeligt landområde med store skove. Nu vil man kunne køre fra Shashemanne til Dodola på ingen tid, og Bale rykker anderledes tæt på.

Dejligt gensyn

- Det var godt at møde venner overalt, både tidligere missionærkolleger og etiopiere. Og det var en god fornemmelse at blive genkendt på gaden og selv genkende navne som Irbo, Tsigge, Wabe, Biftu, ato Roba, ato Zeude, ato Negash. Gensynet fandt altid sted med åbne arme og et knus som kun etiopiere kan gøre det, fortæller Helene og tilføjer at det også var en stor oplevelse for familiens unge at gense barndommens land.

- Vi var to nætter i Dodola hvor vi boede sidst og som de derfor husker bedst. Vi red en tur op i bjergene bag Dodola, og her bor befolkningen i dag i deres hytter med et lille stykke land og deres kvæg som de altid har gjort. I Dodola tog ato Roba imod os og inviterede på mad. Vi fik besøg af ato Negash og besøgte også ham og hans familie. Begge har været på besøg i Danmark og er kendt af mange af DEMs venner.

- Ved tidligere DEM-missionær Janne Pedersens grav i Dodola blev vi mindet om at Mekane Yesus Kirken nu ikke er så ung længere. Lige bag ved Jannes grav ligger ato Tegenne og Tsigge begravet. De var nogle af frontkæmperne sammen med de første missionærer i Worqa, og nu har kirken fået sin egen begravelsesplads. Det er en stor ting for de evangeliske kristne i området, og nok af større betydning end vi lige forestiller os.

Gud arbejder

- Noget af det fineste var at blive vist rundt i Dodola af ato Negash's søn, der er præst i kirken, og af den tidligere evangelist ato Thomas' søn. Thomas og Negash har stået last og brast med missionærer, kirke og mission. De blev der hvor missionærer kom og gik. Deres sønner fortæller om en fyldt kirke i Dodola og om håb og tro for fremtiden, men også at arbejdet blandt muslimer er en særdeles vanskelig opgave. Bale er uden tvivl fortsat en stor udfordring, for det har aldrig været let at drive mission blandt muslimer.

- Ser vi fremad, står det tilbage som vi igen og igen måtte sige til hinanden: Gud arbejder trods alt!, fortæller den tidligere missionær.

- Da vi stoppede som missionærer for 18 år siden, fandt vi at kræfterne ikke længere slog til efter mange arbejdsår i Etiopien. Det er svært at bevare troen og modet når udfordringerne bliver så helt anderledes end man havde forestillet sig. Nu har det været en helt ubeskrivelig gave at gense og møde menighederne og de kristne som vi fik lov til at snakke med under vores besøg. Vi har meget at lære af dem, og jeg beundrer deres udholdenhed. De fortsætter og har tro på at Gud arbejder - trods alt.

- Kirken er plantet, og den vokser. Nye menigheder skyder frem. Det er stor menighedsvækst vi hører om og har været vidner til. I Bale sker det ved knopskydning: først en lille flok og så kommer der flere til.

Med hjem fra folkene i Dodola fik familien Erbs et stort ønske om at få opbygget skolen på Lincho. Bygningerne er langt fra tidssvarende, og kirken frygter at området vil blive overtaget af regeringen.

- Kirkens institutioner kan blive en byrde. Alligevel må vi sige at det kristne sociale arbejde giver respekt for at mund og hånd udfører samme arbejde, og det giver troværdighed. Det var godt at høre ato Roba sige det sådan: "Vores unge har fået en god uddannelse. Nu sidder de på betydningsfulde poster, ikke bare her, men i Addis Ababa og rundt i landet."