EvaSUE vokser

I Etiopien har det evangeliske studenterarbejde, EvaSUE, nu kontakt med 30.000 kristne studerende. Det er 5.000 flere end for to år siden.

Af redaktionssekretær Marianne Bach

Studenterarbejdet i Etiopien vokser fortsat dramatisk, og det daglige arbejde ude på studiestederne er da også det første som generalsekretær Zelalem Abebe nævner til spørgsmålet om hvilke områder EvaSUE prioriteter højst lige nu.

Det handler om at organisere og følge med væksten i arbejdet, om at have medarbejdere nok og om at åbne flere regionale kontorer i takt med at studenterarbejdet spreder sig til nye dele af det store land. For tiden åbner der sig nye muligheder i tre meget forskellige områder. I Nordetiopien er det dels i Axum, som er en af den etiopisk ortodokse kirkes højborge, og dels i Afar hvor islam står meget stærkt. Og i Sydøstetiopien er det Bale hvor hovedparten af befolkningen ligeledes er muslimer.

På sit kontor har Zelalem Abebe en tegning af det nye hovedkontor som EvaSUE håber på at bygge i Addis Ababa. Et udvalg arbejder med planer for hvordan de skal rejse pengene til det.

I øjeblikket råder EvaSUE over 25 fuldtidsansatte og syv medarbejdere på deltid. EvaSUE har fundet ham som skal være studentersekretær i Axum, men har måttet udskyde hans ansættelse fordi man ikke er penge til det nu.

Det med de økonomiske vanskeligheder fører naturligt til at Zelalem nævner et andet højt prioriteret område, nemlig arbejdet med at få organiseret de færdigt uddannede. Zelalem fortæller at EvaSUE har to formål med at holde kontakt med kandidaterne:

- Vi vil have dem til at støtte vores arbejde. Det har de selv nydt godt af i deres studietid, og nu er det deres tur til at ”betale tilbage”. Men vi vil også gerne hjælpe dem til at få en god gennemslagskraft der hvor de er nu, på deres arbejdspladser.

24. februar 2010