

|
|
||||
FAST NEJ TIL HOMOVIELSERMekane Yesus Kirken i Etiopien cementerer sin afvisning af ægteskab mellem personer af samme køn og frygter splittelse blandt lutherske kirker. Af redaktionssekretær Marianne Bach - Det er klar ulydighed mod Den hellige Skrift og Guds forordning om ægteskabet, siger Mekane Yesus Kirkens præsident, Wakseyoum Idosa, om Den svenske Kirkes og Den evangelisk lutherske Kirke i Amerikas godkendelse af ægteskab mellem personer af samme køn. - De to kirkers beslutning har en alvorlig og uheldig virkning på enheden i det lutherske fællesskab, og Mekane Yesus Kirken er dybt bedrøvet over at de har truffet en beslutning der strider mod Guds ord, siger præsidenten. Ægteskabets rette rammer- Mekane Yesus Kirken tror at Gud klart har defineret et ret seksuelt forhold til alene at være det som praktiseres mellem en mand og hans hustru (kvinde) der bliver ét kød, hedder det blandt andet i Kirkerådets tidligere afvisning af at godkende ægteskab mellem to personer af samme køn. - Mekane Yesus Kirken påpeger at der ikke findes noget overbevisende grundlag for homoseksuelle ægteskaber i hverken Det Gamle eller Det Nye Testamente. Det er en katastrofal synd som var årsag til at Benjamins stamme blev udslettet i deres land. Beslutningen om ægteskab mellem to af samme køn er imod Guds befaling til manden og kvinden om at få afkom gennem det hellige ægteskab. Kun et seksuelt forhold mellem mand og kvinde kan føre til afkom og skabe den type familie som Gud vil, med en far, en mor og børn. Alle andre former for seksuelle forhold er abnorme, unaturlige og synd, lyder det endvidere i Kirkerådets begrundelse. Mekane Yesus Kirken studerer nu sagen om ægteskab mellem to af samme køn grundigt, for at finde ud af hvordan man bør forholde sig over for de lutherske kirker som har legaliseret den slags ægteskab.
6. september 2010 Læs også artikel i Kristeligt Dagblad "Etiopisk luthersk kirke stiller Danmark et ultimatum. |
||||