Vinden er skarp og kold, men solen skinner, og vintergækker varsler kækt om vår. Det er lørdag den 13. marts, og i foredragssalen på Børkop Højskole er 28 voksne og tre babyer tegn på en anden slags forår. De er den nye generation af missionærer som nu spirer frem efter en lang periode hvor missionsselskaberne har haft svært ved at rekruttere nye medarbejdere til opgaver i udlandet.

Af redaktionssekretær Marianne Bach

Spirer skal værnes og passes med vand og gødning i passende mængde. Det er baggrunden for at de fire missionsselskaber i Ydre Missions Hus, Jobmission og Luthersk Mission har inviteret de personer som hver især har kontakt med, til et fælles inspirationsdøgn om mission og tjeneste den 12. – 13. marts.

Seks par og 16 singler tog imod invitationen. 10-12 af deltagerne har tilknytning til Dansk Ethioper Mission, mens de øvrige er fra de andre organisationer bag arrangementet, dog ingen fra Mission Afrika. Flere ville gerne være med, men kan ikke i denne weekend. Spirerne myldrer frem!

Fuldtidstjeneste i Guds rige

Deltagerne kom fredag sidst på dagen og er godt i gang med et tæt pakket program over 24 timer. Efter morgenandagten lørdag følger morgengymnastik i form af en nem israelsk kædedans, og så er der foredrag for alle ved Steinar Opheim. Han er leder af TENT, en norsk søsterorganisation til Jobmission, og hans emne er mission og karriere – er nogle uddannelser for eksempel bedre end andre når det gælder mission?

Et kig rundt i salen fortæller at emnet må være relevant. De fleste deltagere er nemlig unge, og mange er i gang med en uddannelse. Flokken repræsenterer en bred vifte af fag og kompetencer. Her sidder tømrerlærlingen, sygeplejersken, teologen, it-nørden og de andre, og de har det til fælles at mission er en sag de er nødt til at forholde sig til.

Missionær er ikke noget man bliver, siger Steinar, det er noget vi alle sammen er i forvejen, det er en del af vores identitet. Alle kristne er i fuldtidstjeneste i Guds rige – det gælder ikke kun dem der er ansat i kirke og mission og får løn for det. Vi er kaldet til at være levende vidner om Jesus der hvor vi er. Her spiller job og fag ingen rolle.

Spørgsmålet er så om vi skal være vidner i Danmark eller et sted i udlandet. Det har nogle af folkene i salen endnu ikke klarhed over. Andre har et kald til at rejse ud som missionær eller jobudsending, men ved endnu ikke hvor, hvornår og hvordan. Nogle få er så vidt at de kan sætte navn på arbejdsland og ved omtrent hvornår de skal rejse ud.

Workshops med to spor

Resten af lørdagen er der workshops med to spor: Et spor om at være udsendt som missionær på traditionel vis, og et andet om Jobmission og de særlige forhold der gælder for at rejse ud som jobudsending. Deltagerne vælger selv deres workshops, og nogle krydser mellem de to spor som begge er godt besøgt dagen igennem.

Steinar Opheim underviser på sporet om Jobmission. Han har stor erfaring og indsigt i at bruge jobbet som døråbner til lande der er lukket for traditionel mission og som er hjemsted for 60 procent af verdens befolkning. Det lyder enkelt, men Steinar minder igen og igen om at man ikke rejser ud som jobudsending uden forudgående træning - og slet ikke uden at man hjemmefra er fortrolig med at dele evangeliet med andre.

På missionærsporet er der oplæg og samtale om forskellige konkrete aspekter ved at rejse ud som missionær. Også her gives undervisningen af folk som ved hvad de taler om, nemlig Anna-Kathrine Thunbo Pedersen, Bodil Skjøtt og Per Damgaard Pedersen. De har selv været udsendt som missionærer, og de to første sidder nu på nøgleposter i henholdsvis Dansk Ethioper Mission og Israelsmissionen.

Den første workshop handler om mission, familie og børn: Hvad gør det for eksempel ved vores børn når vi rejser til udlandet og lader dem vokse op i en anden kultur? Er det bedst at rejse ud med helt små eller store børn, og hvordan forholder man sig til at bedsteforældrene bliver ”frarøvet” deres børnebørn i en årrække? Efter frokost handler det om alt det man snyder sig selv for ved ikke at rejse ud som missionær, og den sidste workshop belyser hvordan det er at arbejde i og for en anden kirke end sin egen.

Et step i en proces

Klokken nærmer sig fire lørdag eftermiddag, og inspirationsdøgnets ledere og deltagere ser alle sammen godt brugte ud nu hvor de samles til en fælles runde med spørgsmål og evaluering.  

Her dukker spørgsmålet op hvordan et ægtepar skal tackle den situation at den ene oplever et klart kald til at rejse ud i en missionstjeneste, og den anden ikke gør. Ved fælles hjælp svarer lederne at Gud godt kan kalde et par gennem et kald til kun den ene ægtefælle. Og selv om det typisk kaster parret ud i mange og trælse diskussioner, så kan det faktisk være en fordel – fordi det hjælper med til at sikre at man i fællesskab får tænkt alle aspekter med. Samtidig er det dog vigtigt at det er en fælles beslutning at man rejser ud, at det er noget vi gør sammen og er enige om at gøre.

Flere deltagere giver udtryk for at de har savnet mere tid til dialog om de forskellige emner, og alle er enige om at det har været et rigtigt godt døgn som til fulde har levet op til sit navn og givet dem en masse inspiration. 

- Inspirationsdøgnet er bare ét step i en proces som måske har forskellige endemål for jer. Nu bliver det rigtigt spændende at se hvor Gud fører os hen!, siger Anna-Kathrine Thunbo Pedersen fra Dansk Ethioper Mission som afrunding, og så rejser de 28 missionærspirer hjem for at fordøje den nye næring og se hvilken slags planter de vil udvikle sig til at blive på Guds missionsmark.

8. april 2010