Menigheder i og omkring Etiopiens hovedstad er brudt ud af Mekane Yesus Kirken og har dannet en ny kirke. Det blev udgangen af års intern sprogstrid i kirken i Etiopien efter mange mislykkede mæglingsforsøg. Konflikten handler ikke kun om sprog

Af redaktionssekretær Marianne Bach

Amharisk har i mange år været det officielle sprog i Etiopien hvor amharerne har haft dominans selv om de ikke udgør et flertal blandt de mere end 70 forskellige etniske grupper. For mange etiopiere blev det amhariske sprog derfor et symbol på undertrykkelse. Sådan var det i kejsertiden (frem til 1974) og siden under det socialistiske styre som blev væltet i 1991 - bl.a. på grund af voksende utilfredshed hos andre folkegrupper.

Efter den nuværende regerings tiltræden i 1991 fik alle Etiopiens folk ret og pligt til at bruge deres eget sprog og bevare deres kultur. De nye rettigheder blev hilst velkommen, dog ikke af amharerne som ønskede at beholde deres priviligerede position. På den baggrund opstod en strid om sprog - og derfor er det en strid som lige så meget handler om etniske gruppers kamp om magt og indflydelse. Ikke mindst derfor er det beklageligt at sprogstriden ikke kun foregår i det politiske liv og på flere andre planer i det etiopiske samfund, men også har fundet vej ind i Mekane Yesus kirken.

Evangeliet på modersmålet

Ifølge kirkens forfatning har den som mål at række evangeliet til mennesker på deres modersmål. I og for sig et godt og rigtigt mål. Men det er ikke helt enkelt at føre ud i livet når kirken i Etiopien dermed skal "tale" over 70 forskellige sprog.

Ude på landet er der ofte relativt ensartede grupper hvor det nærmest giver sig selv hvilket sprog man skal bruge. Og i de menigheder hvor der er flere folkegrupper, klarer man problemet ved at tolke prædikenen til et eller to andre sprog. Men i byerne - og især i hovedstaden, Addis Ababa - har man indtil for nylig kun benyttet amharisk i kirken. Med det resultat at nogle, især ældre menighedsmedlemmer ikke forstår et ord af gudstjenesten.

Strid i kirken

Det er måske en del af forklaringen på at det netop blev i Addis Ababa at sprogstriden brød ud inden for kirken. I flere af menighederne stod striden mellem to grupper i byen: Nogle som ville indføre gudstjenester på deres sprog, oromiffa, og nogle som ville holde fast ved amharisk, uanset hvilken sproggruppe de tilhørte.

Efter nogen tid greb kirkens øverste ledelse ind og fastlagde i 1995 et princip for sprogbrug ved gudstjenester. Nemlig at søndagsgudstjenesten med altergang skal holdes på det sprog som kan forene menighedens medlemmer. Samtidig skal der i menighederne så vidt muligt også holdes gudstjenester, bedemøder og andre arrangementer på andre sprog hvis nogen beder om det. Og endelig skal kirkelige embedshandlinger (f.eks. vielser) foregå på de implicerede personers sprog.

For menighederne i hovedstadsområdet, hvor stort set alle Etiopiens sprog er repræsenteret, betyder disse retningslinier i praksis at søndagens hovedgudstjeneste fortsat holdes på amharisk, hvorimod gudstjenester på andre sprog, især oromiffa, henlægges til andre tidspunkter.

Ikke alle menigheder accepterede retningslinierne, blandt andet fordi man fandt at kirkens centrale ledelse utidigt havde blandet sig i lokale forhold. Og dermed kom der nyt brændstof til endnu et aspekt ved konflikten, nemlig kirkens interne magtstruktur som man i nogle af synoderne (specielt i hovedstaden og i Sydetiopien) oplever som alt for centralistisk.

Mæglingsforsøg

Forskellige mæglingsforsøg førte ikke til nogen løsning af konflikten som tværtimod strammede til. Derfor fik både de berørte menigheder og Den centraletiopiske Synode, som dækker hovedstadsområdet, i 1998 en frist på tre måneder til at gennemføre kirkeledelsens beslutning. Da dette ikke var sket ved fristens udløb, afsatte kirkeledelsen synodens ledelse på grund af "ulydighed" og indsatte i stedet en ny midlertidig ledelse. Denne blev dog ved næste generalforsamling afløst af en lovlig valgt synodeledelse som dog ikke alle menighederne accepterede.

Derefter fulgte nye mæglingsforsøg bl.a. ved et forsoningsudvalg sammensat af repræsentanter fra kirkens udenlandske partnere og ved Etiopiens præsident. Men heller ikke disse forsøg kunne bringe stridens parter frem til den nødvendige forsoning.

Til sidst syntes en deling af kirken at være den eneste mulige udvej. Og den blev så en realitet i marts i år hvor der var stiftende generalforsamling i den nye kirke, Addis Ababa og omegns evangeliske kirke Mekane Yesus (AASECMY). Valget af det navn har så fået den gamle Mekane Yesus kirke (EECMY) til at protestere:

- Vi er Mekane Yesus kirken. Der kan ikke være to kirker med det samme navn, og vi har gjort indsigelser til regeringen som har ladet den nye kirke registrere med det navn, siger generalsekretær Megersa Guta.

Den nye kirke i Addis Ababa området hævder at have 44.000 menighedsmedlemmer bag sig i 49 af de 240 menigheder i Den centraletiopiske Synode. Foreløbigt er der ingen præcise oplysninger om hvorvidt andre dele af den gamle kirke vælger at slutte sig til den nye kirke.

Afventer udviklingen

Dansk Ethioper Mission har sammen med Mekane Yesus kirkens andre udenlandske samarbejdspartnere indtrængende opfordret de to kirker til at arbejde aktivt på en forsoning, så kræfterne igen kan blive koncentreret om at bringe evangeliet til Etiopiens befolkning.

- Det er altid en alvorlig sag når en kirke bliver splittet på grund af intern uenighed. Og når delingen skyldes sprog og etniske magtkampe, så er det dybt ulykkeligt at man ikke kunne nå frem til forsoning i kirken, siger missionssekretær Georg Kjeldsen.

- Vi har stået som partner i den gamle kirke i over 50 år, og det ønsker vi fortsat at gøre. På den anden side har vi også meddelt den gamle kirke at vi ikke vil frasige os retten til at arbejde sammen med den nye kirke. Men indtil videre afventer vi udviklingen - og beder!

Bragt i DEM-Bladet Nr. 5 Oktober 2001