Forleden mødte jeg dem igen, de fire små ord som sammen bliver til et flot og stærkt udsagn: Jeg er ikke racist.

Af redaktionssekretær Marianne Bach

Desværre fik de flotte ord ikke lov til at stå alene. Som det oftest sker, blev de også denne gang fulgt op af den sætning der modbeviser det flotte udsagn. Sætningen begynder med et "men" og udtrykker altid noget fordomsfyldt, nedsættende, diskriminerende eller decideret racistisk om en gruppe mennesker som jeg ikke bryder mig om fordi de er anderledes end mig. Altså "de andre", dem på et af de mange forkerte hold.

Jeg er ikke racist, men … det er jeg så alligevel.

Hvorfor siger vi så som vi gør? – Fordi det ikke er pænt at være racist. Ligesom det heller ikke er pænt at diskriminere andre mennesker på grund af deres køn, religion, politiske holdninger, nationalitet, seksuelle orientering eller hvad det nu ellers måtte være vi har ondt af. Det er ikke pænt, og andre skulle jo nødigt tro at jeg ikke er et pænt menneske.

Racisme og diskriminering er ikke politisk korrekt. Endnu vigtigere er dog at det er ukærligt når vi dømmer vores medmennesker ude fordi de ikke er som os. Ukristeligt er det vel også. Det harmonerer ikke synderligt godt med ordene om at jeg skal elske andre som Gud elsker mig – og som jeg elsker mig selv. 

Hvor svær den formaning er at efterleve, skal jeg være den første til at indrømme. Men alligevel. Jeg vil i alt fald øve mig i kun at sige "Jeg er ikke racist", hvis jeg ærligt kan slutte der med et punktum. Resten af tiden må jeg så nøjes med en hensigtserklæring: Jeg vil ikke være racist!

24. februar 2010