OGSÅ I DANMARK

- Helligånden er hos jer her og nu, han skal ikke komme til jer fra Afrika!, siger Yonas Yigezu til kristenfolket i Danmark.

Af redaktionssekretær Marianne Bach

- Det er Guds Ånd der arbejder som en skabende kraft i kirken. Helligånden har ingen begrænsninger, heller ikke geografisk eller politisk, og han arbejder overalt hvor der er en kirke som forkynder Guds ord, siger Yonas.

- Intet menneske kan sige ”Jesus er Herre” uden Åndens medvirken. Vi får Helligånden i dåben, i forkyndelsen og i sakramenterne. Han virker i den enkeltes liv, men vi må selv give ham tilladelse til at gøre det - lidt på samme måde som vi er nødt til at sætte tændingsnøglen i før bilen vil starte. Det handler om tro og om en længsel efter at få Guds Ånd nær i vores liv.

Tør vi?

- Vi skal åbne os for Guds Ånd så han kan arbejde i os, men spørgsmålet er om vi tør?, spørger stud. theol. Lasse Lindegaard Iversen. Han har været DEM-volontør i Etiopien og har skrevet bacheloropgave om Mekane Yesus Kirkens forståelse af sig selv som karismatisk og luthersk kirke. (Læs hans opgave.)

- Guds Ånd blæser også hos os, ellers troede vi jo slet ikke. Men det er en stor udfordring at der ikke rigtigt sker noget selv om vi beder om at Ånden må arbejde hos os, siger Carsten Korsholm Poulsen, undervisningskonsulent i Indre Mission.

- Vi danskere kan blive lidt bange for Guds kraft og kommer derfor til at skære toppen af den. Paulus var aldrig bange for Guds kraft, det han var bange for, var for lidt magtesløshed, for Guds kraft rummes i magtesløsheden, siger Morten Hørning som underviser på Menighedsfakultetet og i Århus Valgmenighed.

Læs også: Helligånden er kirkens åndedræt

27. april 2010

Hvordan får vi Åndens blæsevejr til Danmark?, var temaet for Åbent Forum på DEMs årsmøde den 10. april i Skjern.

Del