- Jeg kan ikke leve af at være provst, så jeg er nødt til at have et job ved siden af, siger Sam Todd fra Den lutherske Kirke i Liberia.
Af Marianne Bach, redaktionssekretær
- Sognene i mit provsti kan ikke give mig en løn som jeg kan leve af, siger Sam Todd.
Mange veje er dårlige, og i regntiden kan det være svært for selv store biler at komme igennem.
Sam Todd har kontor på Den lutherske Kirkes skole i Totota, Liberia. Kontoret får en smule lys fra et lille vindue. Todd sidder ved et smalt skrivebord med ryggen mod vinduet, og foran bordet står en stol. Så er der ikke plads til mere. Her arbejder Todd fem dage om ugen. Han er viceinspektør og styrer skolens administration med en stak papirer, en kuglepen og en mobiltelefon til hjælp.
Todd er også provst i kirkens Lower Bong provsti. Det har han været i tre år, og strengt taget er det et fuldtidsjob at være provst. Det har kirken besluttet fordi der er brug for provsternes indsats i de ni provstier. Det er grunden til at kirken har løst Todd fra også at være præst i Totota Sogn. Indtil den nye sognepræst tog over i oktober 2010, havde Todd nemlig hele tre fuldtidsjobs.
- Kirken betaler ikke løn til os provster, og de fem sogne i mit provsti kan ikke give mig en løn som jeg kan leve af. Så jeg er nødt til at have job ved siden af, forklarer Todd som har kone og syv børn.
Selvforstærkende problem
- Den lutherske Kirke vokser, og vi har hele tiden klasser med folk der får kristendomsundervisning så de kan blive døbt. Sådan har det været siden krigen hvor flere mennesker begyndte at søge Gud end før, siger Sam Todd.
Provsten skal føre tilsyn med arbejdet i sognene, og han skal undervise og inspirere dem i emner som for eksempel mission, budgetlægning og givertjeneste. Når provsten får for lidt i løn, har han kun lidt tid til at komme rundt i sognene, og resultatet er at de stadig ikke kan skaffe penge til hans løn.
- Det er et problem at jeg kun kan besøge sogne og menigheder i weekenderne. Så kører jeg ud på motorcyklen, siger provsten som har fået en motorcykel til arbejdsbrug af Dansk Ethioper Mission.
- Det er fint fordi jeg så er fri for at vente på en taxa eller anden kørelejlighed. Men nogle gange er det ikke så rart fordi jeg bliver rystet godt på de dårlige veje. Eller som i søndags hvor jeg kørte hjem i øsende regnvejr. Det er derfor jeg er så forkølet i dag. Det ville være bedre at have en bil, så kunne jeg også tage andre med ud på sognebesøg.