Lise og Jacob Worm er lovsangsledere i Danmark, men i september fik de mulighed for at bruge deres evner i Botswana. Her underviste de i lovsang på DEMs kursus for yngre præster og diakoner.

Af Niels Sørensen

- Det var en oplevelse som jeg også kunne unde resten af familien at få, siger Lise Worm der voksede op som missionærbarn i Botswana.

Hverken hendes forældre eller hendes fire søskende har sat foden på Woodpeckers røde jord eller betragtet Notwane-flodens grumsede overflade siden familiens afrejse i 1994. For Lise er det imidlertid anden gang hun genser sit barndomsland, idet hun var tilbage på Woodpecker som volontør hos familien Lomborg i 2004.

- I begyndelsen var det lidt vemodigt at se hvordan det Lutherske Teologiske Seminarium Woodpecker har forandret sig de seneste år. Bushen er fjernet, og i stedet er der kommet bar jord og grøntsagsmarker. Stedet trænger til renovering, og ikke mindst savnede jeg det velkendte pulserende liv fordi der kun er få medarbejdere for tiden og ikke nogen studenter. På den måde var stedet meget anderledes end jeg husker det fra min barndom. Til gengæld rummede gensynet også så mange positive oplevelser at det langt overskyggede det hele, fortæller Lise.

Hun nævner at det især var specielt at se sin gamle skole igen og at spise mad og slik som hun havde glemt eksisterede.

- Ikke mindst var det dejligt at se menneskene igen. De har en speciel måde at være på, er enormt lattermilde og spontane og har på godt og ondt en utrolig afslappet måde at tage tingene på, forklarer Lise. Hun nød muligheden for at vise Jacob de omgivelser hun voksede op i.

- Jeg blev overrasket over at opleve hvor mange der kunne huske mine forældre, og som nu spurgte til ’MmaPetersen’ eller ’RraDinoyane’. Flere fortalte meget konkret hvad de havde lært gennem min far og mor. Det var ret rørende hvordan de husker folk der tager derned for at gøre et stykke arbejde.

Lovsang med hele kroppen

Lises mand, Jacob, var i Botswana for første gang, men kender det sydlige Afrika fra sin barndom hvor han boede et stykke tid i Lesotho. Han og Lise havde til opgave at lære de botswanske præster og diakoner nye sange og give dem input i forbindelse med lovsang. Det blev en undervisning der gik i begge retninger, for samtidig med at kursets deltagere tog godt imod de nye sange, fik lovsangslederne også selv meget ud af det.

- Det var dejligt at opleve hvordan folk hernede generelt er enormt levende når de synger. Det gælder også de unge præster og diakoner på kurset. De havde et meget spontant forhold til lovsang og var gode til bare at bryde ud i flerstemmig sang uden at det behøvede at være skemasat. De var umiddelbart mest glade for nogle af de rytmiske sange som jeg kender fra min egen teenagetid i Damark, som f.eks. "Soon and very soon". Men de tog også godt imod de mere nutidige lovsange. Især var det nyt for dem med nogle af de mere meditative og stille sange som vi lærte dem – f.eks. Taizé-sange. Det er en side af lovsangen som de ellers ikke bruger så meget. Det er min fornemmelse at de løftes meget op af fællesskabet i sangen, og at deres fokus derfor mest er på glade ting. Derfor var det fint at dele med dem at lovsangen også kan rumme de stille, dybe og måske mere mørke sider af livet, fortæller Jacob Worm.

Sammen med Lise er Jacob ivrigt engageret som lovsangsleder i Danmark, og noget af det han oplevede i samværet med de kristne fra Botswana, kunne han godt tænke sig var mere udbredt herhjemme.

- Når de synger, bryder de tit ud i spontan dans, og de har hele deres krop med i det. De er meget frimodige og gør hvad der falder dem ind, som f.eks. at banke takten i bordet, knipse med fingrene eller sætte flere stemmer til melodien. At lovsynge på den måde med hele kroppen kunne vi godt tage ved lære af og blive beriget af – og så er det for øvrigt meget bibelsk.

24. november 2009