Hospitalets landcruiser bevæger sig af sted med sin last af udstyr og personale. Mobilklinikkens team består denne dag af to sygeplejersker, en aids-rådgiver, en jordemoder og to medhjælpere der også fungerer som chauffører. De har et indgående kendskab til området, og af samme grund er gårsdagens røde mudder ikke vasket af den terrængående bil. Dagens tur vil blot tilføje et nyt lag fra de utallige mudderfyldte huller.

Efter halvanden times kørsel når mobilklinikken junglelandsbyen Kpassagizia i det nordlige Liberia, lige ved grænsen til Guinea.

- Det var ad denne vej jeg flygtede i slutningen af halvfemserne til Guinea sammen med min mand og fire børn under borgerkrigen, fortæller Luopu Zayzay.

Hendes mand døde af sygdom i flygtningelejren, og med sin mindste på ryggen vandrede Luopu senere med sin familie i flere uger for at komme til en flygtningelejr for internt fordrevne i det sydlige Liberia.

Luopu Zayzay delte skæbne med flere hundredtusind andre liberianere. 14 års borgerkrig mellem forskellige fraktioner, der alle udøvede overgreb mod civilbefolkningen, medførte at rigtigt mange tog flugten. Oftest til fods gennem junglen efter at deres landsbyer var ødelagt og brændt af.

Tilbage til landsbyerne

I dag har Luopu Zayzay og alle de andre flygtninge forladt lejrene og er vendt hjem. FN-soldater sikrer i dag freden i Liberia, men kampen mod aids fortsætter. For Luopos vedkommende begyndte den allerede i flygtningelejren hvor Den lutherske Kirke i Liberia kørte et Danida-støttet aids-program med hjælp fra sine danske samarbejdspartnere, DEM og Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling.

I flygtningelejren hørte hun om aids for første gang, og mens hun opholdt sig i lejren, blev hun uddannet som aids-rådgiver. Ideen var at de nyuddannede rådgivere skulle tage deres viden med sig når de sammen med deres stammefæller vendte hjem til de afsidesliggende landsbyer.

Det er derfor Luopu Zayzay i dag står foran de ca. halvtreds fremmødte landsbybeboere i Kpassagizia og oplyser om hiv/aids ved hjælp af sine medbragte plakater. De unge mødre, som er kommet for at få vejet deres spædbørn og få vejledning om ernæring fra jordemoderen, fniser lidt forlegent da aids-rådgiveren taler åbent om kondomer og sex. Det er man ikke vant til, men da de ældre bliver spurgt hvad de synes om det, er svaret:

- Vi er glade for at de fortæller os det så vi ved besked og kan leve længe.

Lav levealder

Med en gennemsnitlig levealder på 41 år er et langt liv ikke det der kendetegner landsbybeboerne i området. Især er der høj dødelighed blandt børn under fem år, og mange kvinder dør i forbindelse med fødsler. Det er også derfor landcruiseren siden begyndelsen af 2007 har været af sted som mobilklinik med oplysning og undervisning, vaccinationer og behandling. Projektet er en opfølgning på arbejdet i flygtningelejrene og er støttet af de samme danske partnere som projektet i lejrene. Konkret betyder det at 49 afsidesliggende junglelandsbyer, hvoraf halvdelen kun kan nås til fods, i fremtiden vil få regelmæssige besøg af mobilklinikkens team.

En glad høvding

Efter Luopus indledende aids-undervisning deler teamet sig op, og der bliver vejet, vaccineret, tjekket for malaria og konsulteret. Høvdingen over de 5.600 landsbybeboere er personligt til stede hele tiden for derigennem at opmuntre folk til at møde op.

- Too much, understreger han på Liberia-engelsk da han bliver spurgt om han er glad for mobilklinikkens besøg.

- Vi har næsten fire timers gang til den nærmeste lille klinik, og er folk syge, må vi bære dem på skuldrene i bårer. Nogle gange dør de undervejs, og vi må vende om og begrave dem, forklarer høvding Maharia Nagwe.

Hans landsby blev brændt af to gange under krigen, men er nu ved at være genopbygget.

Underviser fødselshjælpere

Fra den halvt genopbyggede "palaver-bygning", der er en form for forsamlingshus, kommer der en lind strøm af børn ud. Alle stritter med en blå lillefinger. De har lige fået uddelt A-vitamin, og for ikke at give dobbelt og overdosere nogen i børnemylderet, får lillefingeren et dyp i jodflasken efter uddeling. Systemet er effektivt i en landsby hvor kun knap halvdelen har gået i skole og har lært at læse og skrive.

Det er imidlertid ikke kun lillefingeren der stritter. På mange af børnene stritter store navler frem under de stumpede t-shirts. Et tegn på at mange af børnene er født under forhold hvor der ikke har været kvalificerede jordemødre til stede. Derfor tager Luopu også en snak med de kvinder der fungerer som landsbyens traditionelle fødselshjælpere og healere.

- Når fødselshjælperne arbejder i rismarken, får de små rifter ved neglerødderne og i forbindelse med en fødsel kan de nemt komme i kontakt med blod. Så for at beskytte sig selv og kvinderne, lærer vi dem om aids og om at bruge handsker. De lærer også at de ikke må bruge samme kniv til flere personer ved omskærelse, eller når man laver traditionelle snitmærker i huden. I landsbyen er der også tradition for at børn ammer hos flere forskellige kvinder, men nu lærer de traditionelle fødselshjælpere mødrene at de kun skal amme deres eget barn da hiv-smitten kan komme via modermælk, fortæller Luopo inden hun med kondomæsken i hånden bevæger sig ud i landsbyen for at opsøge en gruppe unge samt snakke med de mænd der har samlet sig ved en af hytterne for at drikke palmevin.

April 2008