

Peter LantingMissionær i Etiopien 1996-2010, udsendt af Dansk Ethioper Mission. Send Peter en e-mail hvis du har kommentarer til hans artikler. |
||
LEDELSEN MØDER GRÆSRØDDERNEKapacitetsopbygningsprogram styrker arbejdet lokalt og giver synodens ledelse og græsrødderne ude i menighederne god kontakt med hinanden. Af missionær Peter Lanting I mange år har ledelsen i Mekane Yesus Kirkens synode i Hawassa, Sydetiopien, kæmpet med et stort underskud og forskellige fraktioner blandt synodens folk. Der kom færre midler fra udlandet i form af bloktilskud, og kirkens medlemmer bidrog ikke med meget til synodens økonomi. Græsrøddernes mistillid til synodens ledelse gjorde det ikke nemmere at få synoden til at fungere. Under ledelse af den forrige synodepræsident, Paulos Shune, blev der gjort en stor indsats for at genopbygge og opretholde tilliden blandt græsrødderne. Lederne var tit ude i provstierne for at slukke “ildebrande” i menigheder og provstier. Ellers kunne ledelsen ikke tilbyde medlemmerne ret meget ud over besøg til konferencer og årsmøder. Der var ikke ressourcer til at tilbyde kurser i provstierne for at styrke det lokale arbejde. Synodens eksistensberettigelse er langt på vej at have noget at tilbyde græsrødderne. Synoden er ikke en institution for sin egen skyld, men er til for at hjælpe sine menigheder. Derfor har den nuværende ledelse udarbejdet en plan til at styrke de forskellige menigheder og deres ledere, skabe god kontakt og udbygge den gensidige tillid. Ledelsen underviser i provstierneSynoden er begyndt at tilbyde undervisning for at udvikle ledere der tjener menighederne, er villige til at ændre på tingene hvor det behøves, og dermed blive mere effektive. Samtidig vil synoden arbejde for at menighederne bliver mere selvhjulpne så de kan klare sig selv økonomisk og give deres bidrag til synoden. Synodens område er delt op i provstier, og i hvert provsti holder synodeledelsen et todages seminar om kapacitetsopbygning. Omkring fem ledere fra hver menighed i provstiet er inviteret til at deltage i undervisningen. Jeg har været med til enkelte af disse kurser hvor jeg har kunnet informere om bibeloversættelsesarbejdet og arbejdet med læse- og skriveundervisningen. Samtidig tilbød jeg at starte en læseklasse i menighederne hvis der var interesse for det. Et af stederne begyndte folk at klappe og juble spontant da de hørte at hele Bibelen er på vej på sidamasproget. Det er noget der varmer. Jeg fik også mulighed for at sælge bøger. Flere og flere har lært at læse deres sprog i skolen, og de hungrer nu efter bøger på deres eget sprog. En god begyndelseDet er uhyre vigtigt at synodeledelsen og græsrødderne møder hinanden regelmæssigt og har tillid til hinanden. Kapacitetsopbygningsprogrammet er et vigtigt led i dette. Det betyder meget for dem ude på landet at synodens ledelse vil komme og gennemføre et program med og for dem. Det styrker samhørigheden og fællesskabet, og det kan mærkes. Desværre er et todages seminar langt fra nok. Ofte er der ikke tid til at gennemføre hele undervisningsprogrammet fordi der også skal bruges tid til at løse konflikter i provstiet før undervisningen kan have nogen effekt. Men jeg ser det som en god begyndelse til at synoden og græsrødderne kan nærme sig hinanden. Synoden har også mærket det i form af en øget økonomisk støtte fra provstierne til synoden. Der er mange ressourcestærke personer rundt omkring, og det gælder om at få dem mobiliseret og brugt godt i kirkens arbejde. Hvis der ikke bliver taget hånd om dem, er der en stor fare for at de mister synet for kirken som sådan og går deres egne veje. Det er meget positivt at så mange fra de forskellige menigheder møder op for at deltage i seminaret. Deltagerne får hverken dagpenge eller mad, og nogle af dem kommer langvejs fra. Det er en meget positiv oplevelse at se dem engageret i kirkens arbejde sammen med synodens ledelse.
Styrker identitet- Menighedslederne forstår nu hvad det vil sige at være lutheraner og medlem af Mekane Yesus Kirken, nævner synodepræsident Hailu Yohannes som eksempel på hvad der kom ud af de fire kapacitetsopbygningsseminarer som synodeledelsen holdt i 2009. 22. juni 2010 |
||