Missionens tid er ikke forbi, men tidens missionærer kaldes til at ligne missionens herre.
Af Ruth Osmundsen, missionær i Etiopien
Missionærer vil fremover blive sendt fra alle lande til alle lande. Den sætning har hængt ved siden jeg kom hjem fra Lausanne III kongressen i Cape Town i oktober. Den fylder mig med glæde over at missionens tid ikke er forbi, og at der stadig er brug for sådan en som mig, en missionær. At evangeliet er nået til de fleste lande, betyder ikke at kristne i de forskellige nationale kirker nu kan klare opgaven selv.
Velsignelse i forskellighed
Jeg er blevet bekræftet i de påstande jeg har forsøgt at lade forme min tjeneste:
Vi driver mission fordi vi som kirke og som kristne er kaldet til at bringe evangeliet om Jesu stedfortrædende frelsergerning ud til alle mennesker. Og der er en særlig velsignelse gemt i tjenesten når vi arbejder sammen som kristne brødre og søstre på trods af forskel i køn, alder og kulturel baggrund. Når vi tør leve i den virkelighed at Jesus ved sin død på korset ikke kun forligte verden med Gud, men også forligte mennesker med hinanden. I Kristus er vi ét, og sammen er vi kaldet til at tjene.
Vi missionærer skal ikke rejse hjem. Derimod skal vi som kirke i Danmark sende flere missionærer ud og med taknemlighed tage imod alle dem Gud sender til os i sin godhed.
Den vestlige ”vi ved bedre” holdning virker ikke mere – især ikke blandt muslimer.
Jesus som forbillede
Samtidig sidder jeg tilbage med en stor udfordring fra Cape Town. Ud fra sine erfaringer med at præsentere kristendom for muslimer, sagde en ung kristen mand fra Mellemøsten at den måde vestlige missionærer har drevet mission på i Afrika og andre steder, ikke virker mere – specielt ikke blandt muslimer. Den overlegne ”vi ved bedre” holdning og kolonialistiske tilgang går ikke. Hvis I ikke først sætter jer ind i modtagers kultur, religion og verdensbillede, når I ham ikke. Og korttids-engagement medfører korttids-kristne.
Det får mig til at tænke på Jesus. Han valgte at blive som et barn for at lære at forstå de mennesker han var sendt til. Han så sig ikke for god til at leve som dem og gav endda afkald på hus og hjem for at tjene de udstødte, de fattige og de prostituerede. Først efter 33 år, da han havde givet sit liv, valgte han at rejse hjem. Kærligheden drev ham til verden og siden til korset. Må samme kærlighed drive os til dem Gud sender os til, og må vi med samme villighed gøre os til ét med dem for at tjene dem. Samme ydmyghed, samme tjenersind, samme selvopofrende kærlighed.
