Af DEM-koordinator Ruth Osmundsen

I min have ved DEM-huset i Addis Ababa er der en hytte hvorved der gror papyrus. Høje, ranke og flotte. Men her til morgen da jeg sad og nød morgensolen efter en gå-tur, opdagede jeg disse to (øverste billede).

De havde, som de andre, sat blomst og strakt sig mod himlen, men desværre løbet hovedet mod en mur... eller i dette tilfælde et hytteloft. De var fortsat med at vokse også selv om der var en forhindring, fast besluttet på at fuldføre målet og strækkes sig mod himmelen som alle deres brødre og søstre.

Jeg ville flytte papyrusen ud fra hyttetaget og frem i lyset, men opdagede hvor hårdt spændt stænglen var, fast beluttet på at nå sit mål og forcere enhver forhindring. Da jeg ikke ville knække dem, måtte jeg forsigtigt bøje hele stænglen forbi hyttetaget og ud i lyset.

Nu står de to ranke ved siden af alle de andre papyrus i min have, dog stadig lidt medtaget efter sammenstødet med hyttens tag. Jeg tror dog ikke at der vil gå mere end en dag eller to, så er de lige så fine som alle de andre (nederste billede).

Jeg tror at Gud flere gange har fundet mig stående stolt og stædig fast besluttet på at nå målet, men på min måde. ”Bøj min vilje, smelt min trods”, må jeg tit bede når jeg løber panden mod muren. Takker for at jeg har en gartner der ser mig, også når jeg ikke kan se for mørket omkring mig, og igen fører mig ud i lyset – ud under en åben himmel hvor jeg kan strække mig og folde mig ud i lyset.

16. november 2010