Nyt synodekontor i Robe

Turen fra Dodola til Robe går over bjergene i Bale og gennem dele af nationalparken. Desværre ser vi ingen dyr den dag, men vejen er frygteligt dårlig og kræver at jeg hele tiden er fuldt koncentreret så jeg kan finde et nogenlunde jævnt underlag for hjulene på bilen. Kineserne er i gang med at lave asfaltvej til Goba, og der bliver derfor råbt: ”China, china” efter mig overalt hvor vi kommer frem.

Planen er at bygge nyt synodekontor i Robe, og vi tager derfor en tur ud for at se på projektet og hilse på dem der er der. Det er noget anderledes end når vi bygger huse i Danmark med dobbelt mur og isolering. Her er det eukalyptusstammer bundet sammen af pigtråd tilklasket med mudder iblandet hø. Med lidt finish bliver det godt.

Avlstyre i Goba og bøn på en bjergtop

Næste morgen på vejen til Dello stopper vi først i Goba for derfra at tage Girma med. han er provst i området i det sydøstlige Bale. På vej ud af byen stopper vi for at se et landbrugsprojekt med avlstyre. Det går ikke helt så godt som forventet, men vi får snakket om et par ændringsforslag der forhåbentlig kan forbedre resultatet.

Fra Goba går vejen op i bjergene igen og ind i en anden del af Bale Mountain nationalparken. Her er vi kommet op over trægrænsen, og det eneste der er af bevoksning, er mos på stenene og nogle små gule blomster. To røde ræve får vi øje på da vi kører. Den slags ræv findes kun i det etiopiske højfjeld.

Halvvejs over bjergene drejer vi fra vejen og kører op på den højeste bjergtop, Mount Batu på 4307 meter over havet. Det er bidende koldt som vinden blæser, men vi har en fantastisk udsigt ud over et kæmpe område. Tesfaye foreslår at vi tager os tid til at bede for Bale. På skift beder vi hver især om Guds ledelse over arbejdet og at evangeliet må nå ud til alle der bor i området.

Udkanten af kirkens arbejdsområde: Dello Mena

Vejen videre tager os med ned igennem regnskoven med bavianer, og det siges at her også findes løver og ulve, men vi var ikke så heldige at se nogen. Ude på sletten dukker byen Dello Mena op.

Jeg havde forventet en lille landsby, men finder en større by der tidligere har været handels- og administrationscenter. I udkanten af byen ligger Mekane Yesus Kirkens hostel. Et hjem for børn fra fattige familier fra hele det sydlige Bale. 70 børn bor her mens de går i skole og dermed forbedrer deres fremtidige muligheder. Ved siden af hostel ligger gæstehuset hvor der tidligere har boet DEM-missionærer, og også det hus der blev bygget til Janne Pedersen i sin tid.

Da vi kørte gennem regnskoven, kørte vi også forbi stedet hvor Janne blev stoppet og ført væk, og det er mærkeligt pludselig at befinde sig på det sted hvor så meget frygteligt skete i 1997. Lederen på hostel og de andre medarbejdere tager godt i mod os, og vi får serveret en fantastisk frokost der i gæstehuset hvor der er redt op til os og alt er gjort klart.

Kirken er alt for lille

Efter et lille hvil tager vi ind for at mødes med lederne i kirken og for at få os en snak med dem. Menigheden i Dello lider under pladsmangel i deres lille kirke, og de har derfor allerede lagt fundamentet til en ny, stor kirke. Her kan der blive plads til alle de mange mennesker der hver søndag kommer for at høre Guds ord. Det føles helt underligt at skulle tage stilling til deres udfordringer når jeg ved at i Danmark bliver kirker lukket fordi der ikke kommer nok mennesker. Hvor ville jeg ønske at jeg kunne flytte en af de store kirke i Danmark der alligevel står tom, herned hvor den ville blive fyldt med liv og sang.

Jeg får mulighed for at bringe en hilsen og dele et par vers fra Biblen med de menighedsmedlemmer der er dukket op. Efter at have bedt, snakker vi om de udfordringer der er for menigheden der, og det gælder både kirkebyggeri og det evangeliserende arbejde. Dello ligger i udkanten af Mekane Yesus Kirkens nuværende arbejdsområde, men der er stadig langt til grænsen til Borana eller Somali regionen. Der er stadig mange der ikke har hørt evangeliet.

Send os missionærer

”Vi ønsker os missionærer der kan komme og være med i det evangeliserende arbejde og også give oplæring og undervisning til de mange kristne i området”, er hilsnen jeg får med mig fra evangelister og menighedsledere.

”I må bede”, svarer jeg tilbage. ”Bede om at Gud må kalde, for det er ikke i Danmark som det var en gang. Der er ikke så mange der er interesserede i at rejse ud som missionærer. Men hvis vi beder, så tror jeg på at Gud vil røre ved mennesker og give dem en nød for det arbejde der stadig er her i Dello.”

Om aftenen deltager vi i mødet for børnene på hostel. De er over 70, og flere af dem ligger på 1. – 3. plads i deres klasse. Agamo fortæller mig at flere at dem der tidligere har boet på hostel i Dello, i dag er trofaste medarbejdere i kirken. Hostellederen fortæller også at børnene der bor her nu, er aktive i kirken og deltager både i koret og underviser de mindre børn i søndagsskolen. Hostel er et vigtigt sted for kirken at nå de unge med evangeliet, og de er hver især vidner om Kristus på skolen hvor de går.

Jeg kører ud af Dello by med et ønske om at der igen må findes missionærer der vil arbejde i Dello.

Palmesøndag i Worqa

Vi kommer ind på den gamle missionsstation i Worqa, og der til højre ligger den røde murstensbyggede kirke, huset hvor der tidligere boede missionærer og klinikken foruden skolen og det lille vagthus. Jeg genkender det alt sammen fra billeder i DEM-Bladet.

Og så begynder Agamo at fortælle, for det er her han startede sit arbejde for Mekane Yesus Kirken, og her han har boet med sin familie i mere end 12 år. Vi har parkeret bilen under avokadotræet som Inger Holmgaard plantede, og får en hel kasse fuld af avokadoer med os til når vi skal af sted igen. Men bortset fra avokadotræet, så er det Agamo der har plantet de fleste træer på området. Store høje grantræer står der i dag, der hvor Nina og Ethels græshytter stod i sin tid. Alt sammen for at markere at her begyndte historien – DEMs historie i Worqa.

Rundturen slutter i kirken. Der er ingen gudstjeneste i dag da alle kristne i Worqa er samlet til konference oppe ved markedspladsen, så vi er kun fem der fylder i kirkerummet. Agamo kigger på mig og citerer: ”Der hvor to eller tre er forsamlet, er jeg midt i blandt jer, siger Jesus”. Planen var at jeg skulle have prædiket til søndagens gudstjeneste, og nu for jeg lov selv om vi ikke er helt så mange. Læser palmesøndags tekst fra Johannes evangeliet: ”Se din konge kommer til dig”. Vi slutter vores egen lille gudstjeneste af med at bede på skift, bede for arbejdet i Worqa og om at endnu flere må lære Kongen at kende.

Der er søndagsfrokost med surmælk hos præsten inden turen igen går videre.

Til Hebano

Det tegner sig godt til at begynde med, for selv om det har regnet, så er vejen fin, og det går ligeud tværs over sletten. Men den røde jord kan være drilsk, og det varer ikke længe før det igen er som på glatbane. I den sidste lille by vi kommer til, drejer vi fra og kører tværs over markedspladsen og videre ud ad noget som slet ikke ligner nogen vej. Sejlturene i den røde lerjord bliver længere, men det er om at holde tungen lige i munden, for vi skal op og finde fast grund på den anden side. Så kommer bakken som Agamo har frygtet. Tesfaye hopper ud for at guide bilen, og halvvejs oppe efter flere forsøg sætter jeg differentieringslåsen til, og så lykkes det at komme helt op på toppen. Derfra går det lettere, og jeg drager et lettelsens suk da vi kører ind på kirkens område i Hebano.

Det er blevet mørkt, og det er koldt i Hebano, så de finder gabier og andre store bomuldstæpper frem til os gæster. Snakken går med det samme. Yarso, der er projektleder på stedet, begynder at fortælle om alt arbejdet og den store indflydelse Mekane Yesus Kirken har og har haft i området. Kaffen bliver ristet der i stuen mens vi venter på aftensmaden og snakken går. Det bliver sent inden vi er færdige og kan gå i seng.

Evangelisation og udviklingsarbejde

Jeg vågner tidligt næste morgen og ligger og tænker på hvad jeg mon laver på dette sted, og på historien. Det gør én ydmyg at høre om tidligere DEM-missionærer og deres arbejdsindsats. Jeg synes at køreturen fra Worqa til Hebano var slem der i regnen og mudderet, men jeg ved at den sammen tur har tidligere missionærer taget på hesteryg, og den har varet to dage. Silver og Tomba hed hestene, og selv det kan de huske i Hebano her mere end 50 år efter.

Der er morgenmad og rundvisning på programmet denne mandag morgen. Flere af kirkens ledere er kommet til, og Yarso sammen med en af de første evangelister fører an. Her boede den første missionær, Elise, i en græshytte der både var kirke, klinik og eget hjem. Og så plantede Elise grantræer, og allerede fra dengang gik evangelisation og udviklingsarbejde hånd i hånd.

Vi går videre ned til kirken der i dag er blevet alt for lille. 1000 mennesker kommer der hver søndag. Af disse er 400 børn, men der er stadig kun plads til omkring 200 inde i kirkerummet, så resten må sidde på græsset udenfor. Der er blevet samlet sten og sand, og træerne har de, men om vi ville støtte dem med resten så de kan få bygget en ny og større kirke? Vi går videre ned på pladsen hvor den nye kirke skal bygges, og samles der i bøn. Beder om at Gud vil lade arbejdet lykkes, og at en ny kirke må blive bygget som vil vidne om hans trofaste tilstedeværelse på dette sted.

Det næste er klinikken. Den startede i en lille græshytte, for siden at være i et lille hus med bølgebliktag, og holder nu til i et fint hus af cementblokke. Men der står meget lidt medicin på hylderne i medicinlageret, udstyret er gammelt, og der er kun tre ansatte på stedet. Det er alt for lidt når antallet af patienter er mindst 30 om dagen, og der ikke findes tilsvarende sundhedstilbud i miles omkreds.

Muslimer søger kirkens hjælp

”Nå, nu må vi videre, de venter på os.” Hvem venter på os?, når jeg at tænke inden vi når op til kontoret. Der på bænke ude foran sidder en hel flok mænd. Muslimer og ældste ser jeg.

Jo, de vil gerne snakke med danskeren der er kommet, for indtil i dag har de kunnet regne med hjælp fra DEM og siden Folkekirkens Nødhjælp. Nu har de brug for hjælp igen, og om jeg vil tage mig tid til at høre på dem. Jeg går rundt, hilser på dem alle sammen, og så deler de deres nød med mig og Agamo tur efter tur.

Muslimerne i Bale siges at være ret så ekstremistiske, men her sidder de, de ældste og lederen af moskeen, og siger at Mekane Yesus Kirken har ført dem fra mørket over i lyset. Kirken er den eneste der nogen sinde har gjort noget for at forbedre deres levevilkår. ”Vi er fanget som mus i en fælde og ser ingen udvej. Vi har brug for jeres hjælp. Men mest af alt tak for at I kom – at I har besøgt os her.”

Det er svært at finde ord til at sige noget, men jeg spørger om jeg må tage et billede, for jeg vil huske mændene fra Hebano der spurgte om hjælp til at skabe en bedre fremtid for deres børn og unge.

Kirken spiller en afgørende rolle

Vi slutter af inde på Yarsos kontor. Her fortæller han om tidligere projekter og de tiltag der er blevet gjort. Resultaterne er bemærkelsesværdige, men der er stadig så meget mere der kunne gøres. Jeg er imponeret over folkenes arbejdsvillighed og indsats og at de vil så meget mere. Nu er vi bare kirkens ledere samlet, og vi vender tilbage til spørgsmålet om kirkebyggeri, men også om kirkens betydning i lokalområdet. Aldrig har jeg oplevet et sted hvor kirken har spillet så afgørende en rolle for samfundet udvikling, og det selv om det knapt nok er begyndt i Hebano.

De kigger på mig, præsterne, de ældste og evangelisterne. ”Tak for at du kom!”, siger de som det vigtigste, ”og glem os ikke”.

Vi må gøre noget

Vi kører tilbage til Dodola i stilhed, for vi har hver især fået en hel del at tænke over. Men vi lægger en plan, Agamo, Tesfaye og jeg, for vi må gøre noget. Der er åbne døre for evangeliet i Bale, og mennesker har brug for en hjælpende hånd, og det betyder at vi må være kirke på dette sted.

Høsten er moden, arbejderne få, bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud il sin høst!

4. april 2010