WORKSHOP FOR AKADEMIKERE

De sidder der alle sammen. Juristerne, ingeniørerne, journalisterne, lektorerne, lærerne og alle de andre. Jeg kender dem fra lejrene i EvaSUE, og nu er de samlet her som færdiguddannede akademikere og trofaste støtter i studenterarbejdet.

Af DEM-koordinator Ruth Osmundsen

Dagens program er undervisning for fremtidige undervisere. Et nyt projekt i den etiopiske studenterbevægelse, EvaSUE, er ved at blive sat i gang. Det begyndte med et pilotprojekt som var et demokratiseringsprojekt for de studerende med støtte fra Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling. Nu er konceptet blevet udvidet og handler om kristne ledelsesværdier for færdiguddannede akademikere og de studerende der er i gang med sidste år af deres studier. Sammen med Christel Winther-Nielsen og Kathrine Olsen har vi udarbejdet et undervisningsmateriale som dagens deltagere bliver undervist i, for siden selv at kunne undervise på workshops for de studerende og for andre akademikere.

Forskellighed er en styrke

Zelalem, EvaSUEs generalsekretær, begynder med at undervise om det kristne menneskesyn. Der er god tid til snak og spørgsmål bagefter. I tepausen venter vi på næste underviser – desværre dukker han ikke op, og vi bestemmer at jeg skal tage det. ’Forskellighed i fællesskabet’ er emnet. Jeg kender materialet godt og tager chancen.

Det er fantastisk at se hvordan de suger til sig af undervisningen om at forskellighed er en styrke i fællesskabet, og om vigtigheden af at byde ind med det man har, af evner og kompetencer. Vi tager en runde hvor der for hver deltager er tre andre der siger ting de sætter pris på ved vedkommende. At turde tage dette indover sig og at være med til at bygge en anden op, er for nogle en udfordring. Men det er godt at være blandt kristne brødre og søstre og mærke hvor stor en forskel det gør, at bygge hinanden op i stedet for – som vi så ofte gør i fællesskaber – at kritisere de andre.

Jeg har tit tænkt at det bliver for basalt når vi tager udgangspunkt i emner som vores syn på medmennesket og os selv. I dag får jeg bekræftet at vi må starte med at sikre os at vi har et sundt selvbillede og et bibelsk menneskesyn hvis vi vil skabe varige forandringer.

Det er vigtigt at have et godt netværk hvis man vil vove at skille sig ud i flokken af kolleger med helt andre værdier.

Støtte hinanden til forandring

Dagen fortsætter med emner som ’ansvarlighed’, ’gennemsigtighed’ og ’ret og retfærdig behandling af alle’. For hvert af emnerne er der en aktivitet eller gruppearbejde for at gennemarbejde emnet så det bliver vedkommende og aktuelt for den enkelte. Målet er også at deltagerne skal lære hinanden godt at kende, for skal vi med disse værdier skabe forandring i samfundet, kræver det at vi er der som støtter for hinanden. At kunne gå imod accepterede normer og handlemønstre på arbejdspladsen og turde gå mod strømmen af korrupte kolleger, kræver at du har et fællesskab af ligesindede hvor du kan hente opbakning og vejledning.

Det har været en lærerig og begivenhedsrig dag, og jeg pakker sammen fyldt af begejstring over at disse unge veluddannede akademikere har taget undervisningen til sig og har forpligtet sig på at undervise andre. 

Læs også: Kristne ledelsesværdier

17. juni 2010