Mekane Yesus Kirkens erfaringer og vidnesbyrd om Åndens blæsevejr kan blive til velsignelse for Guds folk i Danmark

Af generalsekretær Sune Skarsholm

”En rejse i nutidens Apostlenes Gerninger” - sådan beskriver svenskeren Agne Nordlander Mekane Yesus Kirken i Etiopien med henvisning til dens stærke erfaringer af Guds Ånd. Kirken oplever at Gud griber ind og griber mennesker på en måde som vi ellers mest kender fra de første kristne. Helbredelser, dæmonuddrivelser, profeti og tungetale præger menighedernes liv. Mennesker sættes fri af frygt for Satans magt og bliver frimodige og offervillige medarbejdere i Guds rige. Bønnen er det Åndens kraftfelt som almindelige mennesker går ind i og henter styrke fra til at være ivrige Kristus-vidner trods mangel på stort set enhver form for materielt overskud eller sikkerhed.

Agne Nordlander, der besøger DEMs årsmøde i 2010, har gennem mange år fulgt Mekane Yesus Kirken på nærmeste hold. Sammen med ham kommer Yonas Yigezu fra Etiopien. Han er leder af kirkens afdeling for mission og teologi og har fingeren på pulsen i kirken. De to gæster vil, sammen med andre inviterede, indkredse temaet: Blæser vi på Ånden eller blæser Ånden på os?

Karismatisk vækkelse

Vækkelsen i Etiopien kan betegnes som en karismatisk vækkelse. Den er en del af et internationalt, økumenisk fænomen som breder sig som en steppebrand i Afrika, Sydamerika og Sydøstasien. Ofte kaldes den for pinsevækkelse, men kan ikke blot identificeres med Pinsekirken. Når vækkelsen er bedst, fører den til glæde over Guds nåde, et forandret liv og iver efter at vidne om Kristus. Men desværre skaber den også mange steder uåndelige kirkesplittelser, psykologisk følelsesmanipulation og religiøse egotrip.

I Mekane Yesus Kirken er vækkelsen karakteriseret ved at evangeliet om Jesus Kristus modtages som en frelsende befrielse fra fangenskab under Satan og det onde i alle dets former. Vækkelsen er desuden præget af en stærk erfaring af Helligåndens nærvær og udrustning af menigheden med nådegaver. Når mennesker bliver kristne, modtager de Kristus som frelser og Herre og Helligåndens fylde og nådegaver samtidig. Hele frelsens gave på en gang.

Men Mekane Yesus Kirkens ledelse ser også med bekymring på at vækkelsen af og til har et usundt teologisk præg. Det sker for eksempel når forkyndere lover mennesker materiel fremgang og succes frem for at forkynde Jesus som frelser og verdens håb. Eller når en (påstået) profeti modsiger Guds åbenbarede ord. Eller ekstatiske Helligåndsoplevelser bliver åndelige statussymboler der deler menighederne op i A- og B-hold.

Trænger til åndelig fornyelse

Yonas Yigezu har et skarpt blik for den åndelige rigdom og svaghederne i Mekane Yesus Kirken. Han ser den karismatiske vækkelse som en stor velsignelse for kirken selv. Og han mener at dens erfaringer og vidnesbyrd om Åndens blæsevejr kan blive til velsignelse for Guds folk i Danmark. Er det ikke det vi trænger til? En ny tillid til Gud som nærværende og handlende i dag. En åndelig fornyelse hvor vi bliver blæst godt og grundigt igennem af Helligånden.

Samtidig har vi altid behov for et sundt bibelsk grundlag at vurdere enhver vækkelse på. Det finder både DEM og Mekane Yesus Kirken i den evangelisk lutherske bekendelse der ikke har os selv og vores åndelighed i centrum – men Jesus Kristus.

Årsmøde temaet – blæser vi på Ånden eller blæser Ånden på os? – er ikke bare et sjovt ordspil. Paulus formaner menigheden i Thessaloniki: ”Udsluk ikke Ånden” (1 Thess. 5,19), og viser dermed at det faktisk er en reel risiko for Guds folk at blæse på Ånden. Og så mister vi dens kraft. Timotheus bliver påmindet om at lade den nådegave han fik fra Gud, flamme op (2 Tim 1,6). Helligånden, Guds evige Ånd, mister aldrig sin egen magt og kraft. Men vi kan have så dyb en modvilje mod Åndens gerning i menigheden og i vores eget liv at den ikke får lov til at drive os. Vi mangler Åndens drive.

Kirken gisper efter vejret

Jeg kan af og til tænke at vores rigdom og sikre materielle vilkår gør at vi glemmer afhængigheden af Guds Ånd. Det gælder også menigheder og kirkelige organisationer. Det er da tankevækkende at Mekane Yesus Kirken oplevede den karismatiske vækkelses gennembrud under det kommunistiske regime i 1970’erne. ”Det var mens vi sad i fængsel, at vi blev levende kristne. Her kom vi nær på Herren Jesus”, fortæller de.

Mekane Yesus Kirken udfordrer os til en erkendelse af Helligåndens uundværlige nærvær og kraft i mit eget og i kirkens liv. Helligånden er kirkens liv. Uden en frimodig bibelsk undervisning og tale om Åndens gerning og den enkelte kristnes erfaring af dens nærvær, følger en række bivirkninger for kirken og troslivet: Kirken bliver fjern og dens sprog teoretisk. Liturgien bliver ydre former. Kirken som levende organisme gisper efter vejret på grund af omklamrende organisation. Spontanitet bliver et fremmedord. Følelser og erfaringer afvises af intellektualisme, kritik og en pænhedens og beherskethedens kultur.

Voldsom forandringskraft

Pinsen modsiger al kedsommelighed i kirken. Det er selvfølgelig ikke fordi kirken er en underholdningsinstitution. Det skyldes at Helligånden er en voldsom forandringskraft. Missionserfaringerne fra Etiopien er at Helligånden overrumpler og overrasker. Ånden er en ukontrollerbar vind der er Guds passion for menneskers frelse.

Der er sus over temaet for DEMs årsmøde 2010 – Åndens sus! Jeg håber at mange af DEMs venner vil være med.

4. januar 2010