Et brus af lovsang fra en bølgende menneskemængde fylder det store rum. Folk står op og løfter hænderne mod himlen. Lyden fra bandet og de tusindvis af mennesker der er samlet, er tårnhøj.

"De, der sår med tårer, skal høste med jubel. Grædende går han ud, mens han bærer såsæden; med jubel vender han hjem, mens han bærer sine neg." Jeg føler en rislende fornemmelse af glæde og begejstring ned ad ryggen. Ordene fra Salme 126 passer godt til Mekane Yesus Kirkens folk. Kirken har oplevet mange trængsler og vanskeligheder – ikke mindst under det kommunistiske regime i 17 år. Også i dag kan mange fortælle historier om hvad troen på Kristus har kostet af venskaber og familierelationer. Men i dag vil vi glæde os. Vi vil sammen synge og juble over de undere Gud har gjort og stadig gør gennem denne kirke.

Glæde og forventning

Vi er kommet tidligt denne morgen til festgudstjenesten i anledning af kirkens 50 års jubilæum. Klokken 7.15 er vi ved Millennium Hall i Addis Ababa. Men det er faktisk for sent. Ifølge programmet skulle det hele begynde med bøn og lovsang klokken 6.30. Mon der er plads til os? Den store bygning har stole til 8000 mennesker, men det er annonceret at vi kan blive endnu flere. Politiet er også mødt op for at passe på landets præsident der måske også vil komme. Der er derfor ingen vej uden om. Vi må ud af bilen og kropvisiteres.

Alle bekymringer om knaphed på pladser er grundløse. Selvom vi er kommet tre kvarter efter officiel programstart, er der kun få hundrede mennesker mødt frem. Scenen er udsmykket med et stort alter med en dybrød dug, lys, blomster og et meget smukt etiopisk kors. Bandet begynder at spille, og de mere end 100 sangere tager plads på scenen bag alteret. De repræsenterer forskellige kirkekor i byen hvilket ses af at de har forskellige kordragter på. Dragterne er alle lange, farverige kjortler i fine mønstre. Folkene i koret er unge og meget engagerede i lovsangen. 

Stemningen i den store hal stiger. Flere og flere mennesker kommer til. De mange stole fyldes efterhånden. Det her er utvivlsomt den gudstjeneste med flest mennesker som jeg har været til. En ældre kvinde med smukke, aristokratiske træk ledes ind og sætter sig på samme række som os – lige ved siden af Christian Holmgaard. DEMs koordinator, Lars Kjær Knudsen, fortæller med ærefrygt i stemmen at hun er datter af den afdøde kejser, Haile Sellasie. Altså en slags prinsesse.

Vi rejser os. Kirkens præster kommer ind i procession iført etiopisk præstedragt. Enkelte repræsentanter fra partnerne er med. Blandt andet den svenske ærkebiskop Anders Wejryd. Der har ellers været lidt uvished om hvordan Mekane Yesus Kirken ville forholde sig til hans besøg på grund af kontroverser vedrørende Den svenske Kirkes anerkendelse af homofiles samliv. Jeg genkender mange ansigter af kirkens synodepræsidenter og folk i ledelsen i processionen. De stråler af glæde og forventning.

Stærk evangelisk forkyndelse

Gudstjenesten fortsætter med hilsner, sang og bøn. Prædikanten er præst i en etiopisk, luthersk menighed i USA. Han er en passioneret forkynder, og folk lytter intenst.

Med stor entusiasme fortæller han om jubelåret i Israels folk. Et år hvor forsoning og fred genoprettes mellem folk. Kirken har også brug for at modtage tilgivelsen for hvad den har gjort mod andre, ligesom den har behov for at tilgive hvad der er blevet gjort imod den, siger han. Ordet ’jubel’ er afledt af det hebraiske ord for horn – vædderens horn som der blev blæst i på forsoningsdagen (3 Mos 25,9). Malerisk fortæller han hvordan en vædder må slagtes for at man kan blæse i dens horn. Blodet må flyde. Jesus er verdens lam som blev slagtet for os. Det han gjorde på Golgatha, er forudsætningen for denne jubeldag. Han er hemmeligheden i hvad Gud har gjort mod denne kirke. Hvis vi fokuserer på ham, giver han os kræfter og evner til at tjene ham de næste 50 år. Uden ham går kirken sin undergang i møde. Meget ondt er blevet gjort mod Mekane Yesus kirken i dens historie, men de kunne ikke tage Jesus fra os. Vi vil proklamere hans navn i hver generation.

Prædikantens stærke ord bliver mødt med klapsalver og tungetriller. Hvor er det sundt og evangelisk – selvom formen er noget anderledes end den jeg er vant til!

Fejrer Guds gerning

Jeg har glædet mig til dette jubilæum i mere end et halvt år, og nu står jeg midt i det. I dag vil vi proklamere hvad Gud har gjort og stadig gør her, og give ham ære. Kirken fejrer med rette denne dag. Flere millioner mennesker er blevet døbt og har modtaget troen gennem kirken. Utrætteligt har evangelister slidt for at bringe ordet om korset til nye områder og folkegrupper. I hundredvis af klinikker er blevet opført så evangeliet har fået krop i form af omsorg, lindring og helbredelse. Skoler i tusindvis har været i drift for at lære folk at læse og skrive. Mange stammer har fået et skriftsprog og en bibel på deres modersmål gennem en stor indsats fra udsendte missionærer.

Hvor er jeg privilegeret at jeg får lov til at opleve glæden og festligholdelsen af dette. Jeg tænker på de mange missionærer DEM har sendt ud gennem årene. De er en del af denne kirke og denne fest. Jeg tænker også på de mange DEM-venner der trofast gennem årene har støttet Mekane Yesus Kirken med forbøn og givertjeneste. Det er også deres fest i dag.

Missionen ikke fuldendt

"Vi har ikke fuldendt vores mission", siger kirkens afgående præsident Iteffa Gobena i sin tale. "Vi ønsker at evangeliet må forandre hele denne nation og nå ud til landene omkring os. Og vi vil som kirke bestræbe os på at tjene hele samfundet som Kristus har lært os det."

Efter mere end fem timer er gudstjenesten forbi. De mange tusinde mennesker myldrer fra den halvmørke hal ud i det skarpe sollys. Slipset strammer i halsen, og skjorten klistrer til kroppen under min mørke habitjakke. Jeg er træt og ør i hovedet af de mange indtryk og den høje lyd. Men jeg håber at sangen i mit sind ikke lige vil høre op foreløbigt. Når det bliver hverdag og jeg er tilbage på kontoret i Christiansfeld, vil den give mod og lyst til at fortsætte med det missionsarbejde vi står i. De, der sår med tårer, skal høste med jubel.