Jeg spurgte egentlig bare: Hvor ser I udfordringerne for Den evangeliske lutherske Kirke i Botswana i dag? Og så kan det ellers nok være at folk tog bladet fra munden!

Et par eksempler: Kommunikationen i kirken er dårlig. Der mangler tillid mellem folk. Medlemmerne præges af stammemodsætninger. Folk kan ikke gennemskue hvad kirkens ledelse gør. Kirken lider af åndelig tørke. Der er for lidt teamwork mellem de ansatte, og ledelsen kommer ikke med opmuntringer. Løn og ansættelsesforhold er elendige.

Huller i kirkens mure

Jeg underviser på et kursus for unge præster og diakoner på Woodpecker i Botswana. 14 deltagere er samlet til fem dages intens undervisning og erfaringsudveksling, bøn og lovsang.

Min undervisning handler om bibelsk lederskab. Jeg tager udgangspunkt i den fantastiske beretning om Nehemias der vender tilbage til Jerusalem for at genopbygge byens mure og genrejse Israels folk moralsk, psykisk og åndeligt. Det hele ligger i ruiner.

Min bekymring om de kunne se relevansen i bibelteksten, viser sig heldigvis at være ubegrundet. ”Der er kæmpe huller i vores egen kirkes mure, og vi har brug for et visionært åndeligt lederskab for at bygge dem op igen”, siger Stephen Takobong, en ung karismatisk præst. Han tilføjer: ”Mødet med Nehemias og den øvrige undervisning har givet mig nye visioner og redskaber som leder”.

En anden deltager siger at hun følte sig helt åndeligt udtørret da hun kom til kurset, men at undervisningen og samtalerne har givet hende ny frimodighed.

Jeg glæder mig, for så er formålet med vores besøg i Botswana lykkedes. Nemlig at give kirkens folk ny inspiration og frimodighed.

Rundbordssamtale banede vejen

De sidste DEM-missionærer forlod Botswana i 2005. Siden har DEM kun støttet kirken i Botswana i meget begrænset omfang.

Den drastiske nedskæring af engagementet skyldtes dels den alvorlige økonomiske situation som DEM selv befandt sig i, og dels en bekymring for kirkens forvaltning af sin økonomi og manglende tillid til den nyvalgte biskop Cosmos Moengas evner og integritet som leder.

Det var ikke en let afgørelse, og spørgsmålet om hvor længe og hvordan vi skulle fortsætte partnerskabet med kirken, har hele tiden været en kilde til uro og overvejelse. For at få en afklaring, holdt vi i september 2008 en rundbordssamtale med ansatte, bestyrelse og tidligere Botswana-missionærer.

Her blev det foreslået at DEM ikke slipper partnerskabet, men overvejer hvordan vi kan støtte kirkens liv og vækst uden nødvendigvis at placere missionærer i landet. DEMs hidtidige engagement i uddannelse af kirkens præster og diakoner førte til forslag om at tilbyde et kursus for alle forholdsvis nyuddannede præster og diakoner.

Kirkens ledelse tog godt imod DEMs henvendelse og forslag, og kurset blev holdt i september med Niels Sørensen, tidligere DEM-missionær i Botswana, og Jacob og Lise Petersen Worm som undervisere. Jeg deltog selv, og turen gav mig samtidig en kærkommen lejlighed til at danne mig et personligt indtryk af kirkens situation.

En kirke i kaos

Forud for vores besøg havde kirken holdt synode i Maun. Synoden mødes hvert andet år og er kirkens øverste myndighed. Desværre var den præget af fraktionsdannelse og højrøstede diskussioner. Resultatet blev et mistillidsvotum til kirkens ledelse og indkaldelse af en ekstraordinær synode i april 2010 med ét punkt på dagsordenen: Valg af ny biskop, generalsekretær, provster og andre medlemmer af kirkens ledende råd.

Det er svært at gennemskue kritikkens forskellige aspekter. Mange har svært ved at tage stilling fordi de er langt væk fra kirkens hovedkontor og ikke føler sig informeret af andet end rygter. Kirkens økonomiske problemer gennem de seneste år, hvor præster er blevet opfordret til at søge andet job eller arbejde frivilligt fordi menighederne nu selv skal rejse løn til dem, har også skabt utilfredshed og mistillid blandt præster og diakoner. Der efterlyses åndeligt lederskab, klar og fyldig kommunikation, gennemskuelig forvaltning og beslutninger hvor procedurerne følges og medarbejderne inddrages. Det har biskop Moenga og ledelsen ikke levet op til.

Situationen er svær at gennemskue for de lokale – og umulig for os udefra. Helt sikkert er det dog at den vil lamme kirkens handlekraft op til den ekstraordinære synode, og at mange ressourcer vil blive spildt på kirkepolitik, rygter og valgkampagner.

En kirke med håb

Mødet med kirken gav først en deprimerende følelse af en forkrampet kirkelig situation, men efterhånden fik vi øje på flere lyspunkter. Mange af de medarbejdere vi talte med, erkender og reagerer imod at kirkepolitikken føres med verdslige midler, og man længes efter åndeligt indhold og lederskab. Det var også opmuntrende at se at de unge fra teamtræning og ungdomsarbejde i Maun nu er vokset til modne og ansvarlige medarbejdere i kirken. Og samværet med de yngre præster og diakoner på kurset bekræftede os i at der trods alt er folk at bygge kirke på i fremtiden. De unge vil en anden vej.

Det forsatte partnerskab

DEM er fortsat ønsket og har en opgave at udføre i partnerskabet med kirken i Botswana. Vi har tidligere satset på uddannelse og udrustning i forbindelse med kirkens åndelige liv og vækst. Det bliver også fokusområdet i den umiddelbare fremtid fordi kirken har et behov på det område, og fordi DEM kan bidrage med sin teologiske profil og indstilling.

Det er uhensigtsmæssigt at indgå langsigtede aftaler nu hvor et lederskab er under afvikling. Alligevel kan vi opmuntre og støtte kirkens åndelige liv og vækst, f.eks. som arrangør, medarrangør eller katalysator for kurser om lederskab, sjælesorg, evangelisation, menighedsopbygning og karismatisk lutherdom.

Besøget i Botswana gjorde det helt klart at kirken har brug for forbøn – især i tiden op til og under den ekstraordinære synode i april 2010. Opfordringen er hermed givet videre!

Læs også: Vi har fået nyt mod

Den 9. november 2009