Er mission kun for de særligt interesserede, nørderne? Eller er mission en livsform som kirken og alle kristne må leve i uanset tid og sted?
Af generalsekretær Sune Skarsholm
Mission - det er ikke noget for mig! Sådan har jeg haft det i mange år.
Mission er noget som nogle mennesker (mest enlige kvinder) får et særligt kald til. Mission er noget missionsselskaber tager sig af.
I gymnasiet fik jeg den opfattelse at mission er at vise mangel på respekt for andres tro og kultur. Som teologistuderende kunne jeg godt fornemme at det ikke alle steder på universitetet var god tone at tale om mission blandt barnedøbte kulturkristne.
Så mission, det er ikke noget for mig!
Mission i en forandret verden
Det er ikke så mange år siden at jeg fik rystet den opfattelse af mig. Jeg vil nærmest beskrive det der skete, som en omvendelse. Ikke et trosskifte. Snarere en ny måde at forstå mig selv som kristen på og et nyt syn på os som kirke i Danmark og i verden.
Det begyndte med at jeg læste nogle bøger af en engelsk missionær, Lesslie Newbigin. Efter mange år i Indien vendte han i 1974 tilbage til England. Her opdagede han et helt andet England end det han forlod i sin tid. England var blevet en missionsmark. Et samfund præget af hedenskab. Et post-kristent folk som er næsten immunt overfor evangeliet.
Siden Newbigins iagttagelser har situationen i hele Vesten ændret sig radikalt. Kirkerne er i massiv tilbagegang. Globaliseringen betyder at vi ikke længere er et homogent samfund. Vi er ved at udvikle os til et multi-samfund: multietnisk, multikulturelt og multireligiøst. Folk med fremmede religioner bor ikke længere "dernede", men dør om dør med os.
En kirke med mission
Newbigin så missionsudfordringen. Men hvem tager den op? Newbigins svar er at det må den lokale menighed gøre. Fællesskabet af mennesker i menigheden er den synlige fortolkningsnøgle til evangeliet. Gennem menneskers liv og vidnesbyrd får evangeliet krop. Det er kirkens kald og sendelse. Altså kirkens mission.
Newbigins udfordring til den lokale kirke er stadig aktuel. Alt for ofte bliver mission opfattet som en opgave for særlige selskaber i stedet for hele kirkens sag. Forklaringen er at indre- og ydremissionsselskaberne er opstået fordi private mennesker har organiseret sig i private selskaber der stedfortrædende for kirken giver svar på missionsbefalingen.
De gamle kirker i Vesten er blevet "kirker med mission" - mest som en nødforanstaltning fordi de officielle kirker i Vesten ikke vil påtage sig opgaven.
En kirke som er mission
Missionsselskaberne har gjort og gør et nødvendigt arbejde. Men modellen "kirke med mission" er ikke særlig bibelsk. Hvis vi læser Apostlenes Gerninger, så er kirken og missionen tilsammen det sted hvor mennesker bliver frelst. Kirkens væsen er at være det folk Gud har kaldet og udsendt. Kirken er mission!
Vi kender ordene i missionsbefalingen: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple”. I 2000 år har ordet gå mest handlet om at krydse territoriale grænser. Mission er noget der foregår på den anden side af vandet - en bevægelse fra os i den kristne del af verden til den ikke-kristne del. Og at Jesus taler om mission til "verdens ende", har af gode grunde fastholdt den opfattelse. Men der ligger meget mere i Jesu ord.
Missionsbefalingen har et aspekt som kan udtrykkes således: "Hvor end I står og går, skal I gøre alle folkeslagene til mine disciple." Mission er noget vi altid er midt i. Jesus har selv sat kirkens grundlæggende dagsorden: at gøre mænd og kvinder til hans disciple overalt hvor kirken er, indtil tidens ende. Mission ikke kun en sag for de få udvalgte mennesker eller selskaber, men selve livsformen for enhver Jesu discipel!
Guds mission
Vi trænger i den grad til at få formateret den teologiske harddisk og få geninstalleret visse filer når det gælder vores opfattelse af hvad mission og kirke er. Som kristne og som kirke er vi i mission hvor vi end står og går. Hvor som helst og når som helst.
Vi skal ikke være forlegne over at arbejde for mission. Hverken i Danmark eller i Afrika. Mission er nemlig ikke visse menneskers eller selskabers emsige ønske om at påvirke andre med deres tro. Initiativet til mission kommer fra Gud. Gud sendte sin Søn. Gud er så at sige en missionerende Gud!En grænseoverskridende Gud.
Og han sender os til at krydse grænser med evangeliet. Ikke kun landegrænser. Der er også etniske, kulturelle, sociale, religiøse og psykiske grænser som skal krydses - lige her hvor jeg bor.
Mission er Guds værk - ikke vores.Mission er Guds eget initiativ for at genoprette og hele sit faldne skaberværk. Missionens ild er Guds egen lidenskabelige kærlighed til en fortabt menneskeslægt.
Gud sender kirken - og os som enkeltpersoner. Vores mission er at være et gentagende ekko af Guds mission, nemlig Jesu invitation til at omvende sig og modtage Guds rige. Missionen fortsætter gennem det verdensomspændende vidnesbyrd som kirken i alle kulturer aflægger om Kristus - lige indtil den lovede fuldendelse.
Som menighed har vi det privilegium at få lov til at deltage i Guds sendelse til verden. Evangeliet tilhører nemlig ikke kirken, som dens ejendom, men det menneske som ikke har hørt det endnu.
Mission - hvorhen?
Jeg er blevet omvendt. Mission er noget for mig! Gud vil noget med mit liv - og med den verden jeg lever i.
Jeg læser nu missionsbefalingen sådan at Jesus mente at vi skal komme op af hullerne, pakke teologien i skoene og gå. Hvorhen? Til Afrika? Asien? Måske, men ikke nødvendigvis. At gå er bare at tage det næste skridt - og at gøre det der ligger ligefor.
Det er let at elske missionsmarken. Det er straks sværere at elske min næste! Men befalingen er stadig og alle steder: Hvor end I står og går, skal I gøre alle folkeslagene til mine disciple.
