Antoine Rutayisire. Klik på billedet og hør hans tale om forsoningens evangelium.
I Rwanda undlod missionærerne at kalde til efterfølgelse af Kristus og forsoning mellem mennesker. Det førte til et gigantisk blodbad i 1994 hvor kristne myrdede kristne.
Af Sune Skarsholm, generalsekretær
- Mit land, Rwanda, blev anset som et mønstereksempel på en effektiv missionsindsats. 89 procent af befolkningen var kristne. Landet var ”gennemevangeliseret”, og meget af den øvrige vækkelse i Afrika kom herfra. Trods det slog kristne hutuer en million kristne tutsier ihjel på 100 dage i 1994. Hvordan kunne det dog ske?, spørger Antoine Rutayisire som er provst i den anglikanske domkirke i Kigali og medlem af Rwandas nationale råd for forsoning.
Jeg er på Lausannes 3. kongres for verdensevangelisation i Cape Town, Sydafrika, med tusinder af andre missionsledere. Vi glæder os over den ufattelige vækst som kirkerne på den sydlige halvkugle oplever. Men Antoines historie giver stof til eftertanke. Hvordan kunne kristne i Rwanda udøve dette blodbad mod andre kristne? En etnisk udrensning med ufattelig grusomhed?
Antoines svar og provokerende påstand får det til at isne ned ad ryggen på os:
- Missionærernes evangelium var defekt.
Manglede kald til efterfølgelse
De første missionærer kom til Rwanda i 1901 med en drøm om at skabe et kristent kongerige i Afrikas hjerte. Vækkelserne rullede over landet de følgende år. Men fra 1959 til 1963 blev kirkerne rystet af en blodig etnisk massakre der tvang missionærerne hjem. Da de begyndte at komme tilbage til landet i stort tal midt i 1960’erne, mødte de et splittet land hvor stammekonflikten lå lige under overfladen.
Det amputerede evangelium blev en fernis over en kultur der aldrig blev påvirket.
Missionærerne forkyndte evangeliet om syndernes forladelse i landsby efter landsby, men de tog aldrig hånd om splittelsen i samfundet. Forsoningen blev præsenteret som et forhold mellem det enkelte menneske og Gud. Men kaldet til forsoning mellem stammer og til et opgør med den dybe mistro og fjendtlighed mellem mennesker i kirkerne blev fortiet.
- Missionærernes evangelium var for begrænset og uden et klart kald til discipelskab, siger Antoine.
Det amputerede evangelium om syndernes forladelse blev som en fernis over en kultur der aldrig i grunden blev påvirket. De dybe sociale problemer, den uretfærdige magtfordeling og undertrykkelsen af fattige blev ikke taget op i forkyndelsen. Og da krisen kom i 1991, tabte evangeliet til kulturen, til stammeloyaliteten og til det indbyrdes had.
Hele evangeliet
Lausannebevægelsen har siden den første kongres i 1974 haft mottoet: Hele kirken bringer hele evangeliet til hele verden! Fokus er ofte primært sat på det sidste led: evangeliet til hele verden, altså til unåede folkegrupper.
Antoines rystende beretning fra Rwanda standser os imidlertid for mottoets andet led: hele evangeliet. For hvornår har en folkegruppe modtaget det? De unge kirker i Afrika lever med dybe sår fra en blodig historie. Andre menigheder er forsat rullet ind i stammekonflikter, etniske sammenstød og endog udrensninger. Er evangeliet rodfæstet i disse kulturer så missionærerne kan rejse hjem eller flytte til nye områder?
Se det andre ikke vil se
I Dansk Ethioper Missions partnerkirker i Afrika er der også dybe, interne etniske spændinger. De er tabubelagte. Og hverken missionsselskab eller missionærer bryder sig om at tage emnet op. Men er det ikke netop opgaven for os der kommer til kulturen udefra og kan se ting som andre bevidst eller ubevidst er blinde for?
Måske ligger der heri en væsentlig begrundelse for at enhver kirke må have partnerskaber og sende og modtage missionærer. Missionærer der vil forkynde et helt evangelium som ikke blot er en recept på min personlige frelse. Vi satser på undervisning i hele evangeliet – også upopulære emner som ydmyghed, lydighed og opgør med etnisk had og social uretfærdighed.
Over 4000 missionsledere fra 198 lande deltog i Lausannebevægelsens tredje kongres om verdensevangelisation i Cape Town, Sydafrika, den 16. – 25. oktober 2010.
