Til fods over et bjergpas i 4500 meters højde i Afghanistan er ti amerikanske læger og sygeplejersker nået en dal som ingen offentlig myndighed besøger. I tre uger yder de basal, men livsvigtig lægehjælp fra morgen til aften. På vej hjem tages de til fange og myrdes brutalt af Taliban.

Af generalsekretær Sune Skarsholm

Jeg husker historien fra nyhederne. Min reaktion var at de da vist heller ikke var rigtigt kloge at begive sig ud på den slags.

Men nu står Libby med rolig stemme og fortæller. Lige her på Lausanne konferencen i Cape Town. Lederen af lægeteamet var hendes mand, Tom. I 30 år har hun og Tom boet i Afghanistan for at afspejle Kristi kærlighed til et forsømt folk.

På Toms lig fandt politiet nogle noter til en prædiken han havde holdt for sit team dagen før. Tom havde delt 2 Kor 2,15 om at være ”Kristi vellugt” med dem. I marginen havde han skrevet med store bogstaver: Som bjerggedeost. Libby fortæller at den ost hænger i dyreskind i flere måneder og bliver så kraftig at den kan lugtes på lang afstand. Først afskyr man den. For det tager et liv at vænne sig til smagen. Men når den er der, så kan man ikke få nok.

Præcist sådan er det med evangeliet i Afghanistans stammekultur, siger Libby. En kultur præget af hævn, ære og undertrykkelse. Evangeliet om tilgivelse og nåde er først som en stinkende ost. Afskyeligt. Men langsomt, var hendes vidnesbyrd, har nogle afghanere gennem deres livs vidnesbyrd og tjeneste ”udviklet en smag for nåden”.

Læs og lederen: Enhed for evangeliets sag

3. november 2010