Hvis du kun er kristen i din fritid, er din tro en hobby!
Af generalsekretær Sune Skarsholm
En ven kom inspireret hjem fra en konference i Tyskland med flere tusind kristne erhvervsledere. Særligt én sætning havde bidt sig fast: Hvis du kun er kristen i din fritid, er din tro en hobby!
Det udfordrende udsagn er lige i øjet for det vi vil med Jobmission: Vi ønsker at se danskere som gennem deres arbejdsrelationer er vidner om Kristus i lande der er lukket for traditionelle missionærer.
Men Jobmission handler også om at være kristen på sin arbejdsplads i Danmark. At vi er bevidste og synlige kristne med hele vores liv – også når vi er på arbejde! Vi ønsker at leve helstøbt med tro og job. Med samme værdisæt i menigheden og på jobbet. Det er en selvfølgelig konsekvens af at Jesus er herre i hele vores liv, og at Guds rige er i frembrud. Gud er ude på at forandre hele verden! Når det Gud vil, er så altomfattende, må det også gælde alle områder i mit liv.
Jobmission handler om at få tro og job til at hænge sammen. Det er en stor udfordring i et samfund der bliver mere og mere skeptisk over for synlig religiøsitet. Ofte hænger vi derfor den kristne tro sammen med jakken i garderoben på kontoret.
Som kristne er vi kaldet til at gøre vores arbejde med flid og efter bedste evne. Det er i sig selv en gudstjeneste! Men den måde jeg arbejder på og er kollega eller leder på, er også en fantastisk mulighed for mission. Måske er vore arbejdspladser (frem for kirker og missionshuse) nøglen til at vinde mennesker og forandre hele samfundet for Kristus. Evangeliet bliver troværdigt når det er synligt og hørligt.
Fri os for religiøse spindoktorer
Opgaven med at gøre Jesus kendt må aldrig blot overlades til præster og missionærer. De bliver let opfattet som religiøse spindoktorer. For moderne mennesker mister troen på Gud troværdighed hvis de ikke kan vise at den rent faktisk betyder noget for os og gør en forskel i livssituationer og på arbejdet.
Vi ved godt at nøglen til evangelisation er relationer mellem mennesker. De fleste af os kender betydeligt flere ikke-kristne på jobbet end blandt naboer og venner. Og vi tilbringer betydeligt mere tid sammen med dem. Det giver en enestående mulighed for at tjene dem og vidne for dem. Gennem det vi siger, men også gennem attituder og opførsel. Her kan troværdigheden og relevansen af evangeliet kommunikeres ud til ethvert område af livet. Broerne til mennesker omkring dig bliver bygget når vi arbejder. Jobmission handler altid og alle steder om kristne der leverer et fagligt godt arbejde og samtidig er tydelige om deres kristne tro og livssyn.
Giv os troværdige forbilleder
Folk i dag ønsker at møde mennesker med helhed og troværdighed i deres liv. Mennesker med integritet. Integritet er at der er sammenhæng mellem det jeg siger, og det jeg selv gør og udlever. Integritet har meget at gøre med ærlighed og troværdighed. Det er kvinder og mænd med integritet, ærlighed og troværdighed vi efterspørger til at lede vores land, forretninger, skoler, politi og kirke.
Tidens optagethed af troværdighed og integritet er en gave til os kristne der er kaldet til jobmission. Men fordi vor kultur ikke mere er forankret i en fælles kristen etik og livsforståelse, er det ofte uklart hvad værdier og integritet egentlig er. Vi har brug for at afdække den sande betydning af kristen integritet. Ikke blot for vores egen skyld, men også for vore medmenneskers og for samfundets skyld. Profeten Daniel er et godt eksempel.
Jeg vil ligne Daniel
Daniel er ført i eksil i Babylon. Han er avanceret til toppen af det politiske system. Faktisk er han så troværdig at kongen påtænker at give ham herredømmet i hele det babylonske rige! De øvrige ledere er jaloux og prøver at finde noget at klandre Daniel. Dan 6,5-6: ”Men de kunne ikke finde nogen fejl at anklage ham for; han var pålidelig, og der fandtes ikke nogen som helst forsømmelighed eller fejl hos ham. Så sagde mændene: 'Vi kan ikke finde noget at anklage denne Daniel for, medmindre vi finder noget imod ham i hans religion'.«
Det siger meget om Daniels måde at leve på. Hans fjender vidste at de kun kunne knalde ham hvis de kunne sætte den babylonske lov i direkte konflikt med Guds lov. Daniel må altså gennem hele sin karriere have handlet med henvisning til Guds lov. For Daniel var der ingen opdeling mellem offentlig og privat etik! For ham gælder Guds lov på alle områder af livet – selv på arbejdet! Det havde længe ikke givet anledning til konflikt. Men han nægter da det bliver krævet af ham at han skal tilbede kong Darios. Han kan og vil ikke give afkald på sin integritet som Herrens tjener.
Daniels historie viser at det ikke er let at leve som jobudsending – heller ikke i Danmark. Det kan komme til at koste. Måske vil der blive set skævt til dig hvis du ikke vil lyve for din leder eller være med til ufine forretningsmetoder.
Ofte må vi vælge om vi vil leve for de samme værdier som folk gør flest. På mange arbejdspladser er miljøet meget konkurrencebetonet og materialistisk: Hvor meget tjener du, hvordan udvikler du dit fulde potentiale, hvilken bil kører du i osv. Men er det sådan Gud vurderer os? Eller er det sådan vi skal vurdere hinanden?
Din identitet og dit menneskeværd er forankret i at Gud anså dig for at være af så stor værdi at han sendte sin eneste søn for at dø som en forbryder, for at du kunne leve. Hvis din primære identitet er den i Jesus Kristus, må det perspektiv udvides til hvert et hjørne af livet. Mennesker i dag må se Kristi nærvær i helt verdslige forhold. Der findes ikke noget større kald for et menneske end at være Kristi hænder, hans sind og krop. Som kirken er vi Kristi krop - ikke blot når vi samles i menigheden, men også i helt almindelige arbejdsrelationer og opgaver. Det er hvad jobmission handler om – alle steder!