Evangeliet skal forkyndes, leves ud og demonstreres i det konkrete hverdagsliv. Derfor er udviklingsarbejde en uadskillelig del af kirkens mission.

Af generalsekretær Sune Skarsholm

Hvert år afsættes enorme summer til udviklingsarbejde. Og selv om den danske regering har skåret bistanden ned til 0,8 % af bruttonationalproduktet, er Danmark fortsat med i dydsmønsterklassen af lande der bruger flest penge til formålet.

Hvorfor beskæftiger DEM sig så overhovedet med udviklingsarbejde? Skulle vi ikke hellere lade store organisationer som Mellemfolkeligt Samvirke og Røde Kors om det? Og er udviklingsarbejde overhovedet en opgave for et missionsselskab? Skulle vi ikke hellere koncentrere os om evangelisation, kirkebyggerier og bibelskoler?

En væsentlig del af de penge DEM de senere år har brugt på udviklingsarbejde, stammer fra Danida og ikke fra private gaver til DEM. Men det er ikke et udtryk for at DEM anser udviklingsarbejde for en sekundær missionsopgave. Min tese er at midlerne i udviklingsarbejdet langt på vej kan være de samme for DEM som for sekulære udviklingsorganisationer. Det kan handle om sundhedsoplysning, skoleundervisning og hospitalsbyggeri. Men visionen og målet med udviklingsarbejdet er anderledes. Og vores analyse af problemet bag nøden er heller ikke den samme.

Udvikling er diakoni

Udviklingsarbejde er en del af kirkens diakonale opgave og er derfor en uadskillelig del af kirkens mission. Der kan i virkeligheden ikke trækkes en klar grænse mellem diakoni og udvikling. Der er udviklingsarbejde i al diakoni.

Diakoni er ofte blevet reduceret til en form for venstrehåndsmission. Et hjælperedskab for den egentlige mission: forkyndelsen af evangeliet. Men diakoni og udvikling er en helt central del af kirkens mission fordi den var det i Jesu egen sendelse. I hans liv ser vi hvad der er kirkens mission. Jesus prædikede de gode nyheder om Guds Rige. Han helbredte de syge og uddrev dæmoner. Og Guds Rige kom som en befrielse for de undertrykte. Evangeliet er et budskab til det hele menneske - krop, sjæl og ånd. Det er dette holistiske perspektiv på mennesket som bestemmer kirkens mission. Vi er som kirke sendt som vidner om Jesus Kristus med ord og gerning, gennem forkyndelse og handling. Frelse og social forandring kan ikke skilles ad. Evangeliet skal ikke blot forkyndes, men også leves ud og demonstreres i det konkrete hverdagsliv. Mission har sociale, økonomiske og politiske dimensioner. I lyset af Jesu egen sendelse har missionen i al fald tre dimensioner: at være, at gøre og at sige.

Missionens dimensioner

Mission er for det første det som kirken er sendt for at være. Kirkens mission har sit grundlag i dens fællesskab med Jesus Kristus. Mission begynder med at være hos Gud i menighedens fællesskab. Ingen kirke kan gå i egen kraft, men har til stadighed brug for Guds Ånds udrustning til opgaven.

Mission er for det andet det kirken er sendt for at gøre. Vi er, som Jesus, sendt for at tjene verden med omsorg for det hele menneske. Udviklingsarbejdet i kirkens mission udspringer af Guds betingelsesløse kærlighed til alle mennesker - uanset race, religion, køn eller status. Udviklingsarbejdet i mission har mange facetter: Nødhjælpen baseret på barmhjertighed. Social udvikling har sin grund i menneskers værdighed som skabte i Guds billede. Freds- og forsoningsarbejde mellem mennesker baserer sig på Guds forsoning med os i Kristus som er en forsonende kraft mellem mennesker. Ansvaret for miljøet og naturen er en følge af forvaltningen af den skabte verden. I alle disse facetter kan der være sammenfald i midlerne mellem kirkernes og missionsselskabernes arbejde og så de sekulære organisationers indsats. Men forskellen ligger i at kristent udviklingsarbejde er forankret i kirken og har sin identitet og etik i den bibelske fortælling og henter sin vision fra Guds Rige. Visionen og målet er at ære Gud og tjene næsten.

Mission er for det tredje det kirken er sendt for at sige. Vi er sendt som vidner om at Guds Rige er kommet i Jesus Kristus. De gode nyheder må fortælles videre. Mission er forkyndelsen af Jesus Kristus.

Alle tre dimensioner – at være, gøre og sige - er fundamentale for kirkens mission. Netop gennem dem alle tre er kirken et stærkt vidnesbyrd om Guds Rige. Udviklingsarbejdet er en del af det kirken er sendt for at gøre. Men den tjeneste må ikke løsrives fra de andre dimensioner i kirkens mission. Kristne i kirkeligt udviklingsarbejde må ikke forholde noget menneske det talte vidnesbyrd om Jesus. Sker det, bliver kirkens diakoni forvrænget og reduceret. Den mister sin kraft som et vidnesbyrd om Guds Riges komme.

Et andet perspektiv

Når DEM beskæftiger sig med diakoni og udviklingsarbejde, er det en del af et gudgivent mandat. Kirkens udviklingsarbejde har mere på sin dagsorden end den sekulære udviklingsorganisation. Perspektivet er et andet. Vi ønsker i væren, i ord og i gerning at pege på Kristus! I evangeliet er der en styrke og en trøst der rækker langt ud over det håb og lindring som udviklingsarbejdet i sig selv giver. Og i evangeliet er der styrke til at bære problemer som udviklingsarbejdet måske ikke kan løse.

Når vi overvejer et kirkeligt udviklingsarbejde i Afrika, bruger vi de samme teorier, metoder og redskaber som alle andre for at analysere hvori problemerne består. Men som kristne har vi også her et andet perspektiv på forholdene. Vi tror at sulten, fattigdommen, undertrykkelsen dybest set har deres rod i syndefaldets katastrofe. At vi har vendt Gud ryggen og derfor vender hinanden ryggen i stedet for at leve i det fællesskab med Gud og med hinanden som vi er skabt til. Vi tror at Gud bruger politiske systemer og statslige institutioner til at opretholde verden i en relativ stabilitet. Og samtidig ved vi at enhver menneskelig ordning er under Guds dom når den har destruktiv virkning på menneskelivet og ikke arbejder på at forvandle samfundet til en mere human samfundsorden. Det er kort sagt et andet perspektiv på udviklingsarbejdet.

Bragt i DEM-Bladet nr. 2 April 2007
© Gengivelse tilladt ved angivelse af kilde