VEJEN VIDERE FREM

Mekane Yesus Kirken fejrer sit 50 års jubilæum.

Mekane Yesus Kirken fejrer sit 50 års jubilæum.

Mekane Yesus Kirkens 50 års jubilæum gav en pejling af hvor kirken vil bevæge sig hen i de kommende år

Af generalsekretær Sune Skarsholm

Mekane Yesus Kirken fejrede i januar 2009 sit 50 års jubilæum med fest og farver i Addis Ababa. Kirken har gennemgået en bemærkelsesværdig udvikling og vækst trods næsten 20 år med et undertrykkende kommunistisk regime, meget vanskelige økonomiske kår og svaguddannelse af kirkens ledende folk.

Vi er ikke blinde for de store svagheder som Mekane Yesus kirken også har. Det gælder ikke mindst den alvorlige mangel på veluddannede præster og evangelister til at tage sig af de mange menigheder der er spredt over enorme områder. Halvdelen af kirkens fem millioner medlemmer er børn og unge under 18 år. De udgør et fantastisk potentiale for kirkens fremtid. Og samtidig er der et udbredt manglende syn for netop dem når det gælder oplæring i den kristne tro. Af andre udfordringer kan nævnes den voksende islamisering som Etiopien oplever i disse år, og ikke mindst den omfattede fattigdom der findes indenfor alle kirkesamfund og religioner.

Men Gud er overraskelsernes Gud. Ingen havde kunnet forudsige den udvikling og vækst kirken har oplevet de første 50 år, så det er med forsigtighed at vi kan sige noget om kirkens fremtid. Kun Gud kender den dybest set. Jubilæet gav dog en pejling af hvor Mekane Yesus Kirken vil bevæge sig hen. Jeg vil nævne tre iagttagelser.

Mere globale og økumeniske partnerskaber

Kirkens ældste partnerskaber er med tyske og svenske missioner. Siden er norske, danske, finske og amerikanske kommet til. Fælles for dem alle er at de er fra Vesten, og de er konfessionelt set lutherske. Jeg tror det vil ændre sig markant de kommende år. Det skyldes ikke mindst den voksende fokus lande som Kina og Indien har på Afrika når det gælder udviklingshjælp og investeringer. Kirkerne i Asien vokser også meget stærkt og satser på international mission.

Mekane Yesus Kirkens præsident fortalte på partnermødet i januar 2009 at man har indledt en drøftelse med en presbyteriansk kirke i Taiwan med henblik på at indgå et partnerskab. Der blev udtrykt forventning til at kredsen af partnere kunne udvides med flere asiatiske kirker med den nye dynamik det kan føre med sig. Udvidelsen af gruppen af partnere er en naturlig følge af globaliseringen. Kirken ser formentlig også heri nye muligheder for økonomisk støtte. Og der er ingen tvivl om at Mekane Yesus Kirken føler sig teologisk mere på bølgelængde med evangelikale, karismatiske menigheder i Asien end med de liberale teologiske positioner man kan finde hos nogle af partnerne.

Kulturmødet mellem afrikansk og asiatisk kristentro bliver interessant at studere de kommende år. Kulturmøder mellem kristne giver en udvidelse i Guds folks kundskab om Kristus. Lad os glæde os over at være med i dette.

Satsning på syd-syd mission

Mekane Yesus Kirken udtrykker sig stadig mere direkte om dens ønske om mere satsning på mission til overvejende muslimske lande, dvs. syd-syd mission. Det drejer sig primært om Sudan, Chad og Pakistan. Selvom etiopiere utvivlsomt vil have lettere ved at begå sig kulturelt i disse lande end danskere, vil det fortsat kræve grundig uddannelse af missionærer. I Hawassa satser flere synoder netop derfor i fællesskab på en tværkulturel missionsuddannelse gennem en nyoprettet missionsskole på Tabor Education Center.

Meget syd-syd mission vil formentlig spire op nedefra - fra ressourcestærke menigheder der brænder for mission. Et eksempel er Tabor menigheden i Hawassa der bevidst planter nye menigheder tæt på grænserne til nabolandene. Mekane Yesus Kirkens ledelse har etableret en afdeling der skal koordinere kirkens syd-syd missionsprogram, Mission Abroad Association.

Vi har al mulig grund til at glæde os over denne spændende udvikling. Det er oplagt at DEM, med vores mange års erfaring med mission, støtter disse initiativer økonomisk, med personel og med rådgivning.

Prioritering af uddannelse

I forbindelse med jubilæumsfejringen blev grundstenen til Mekane Yesus Kirkens eget universitet lagt. Alle deltagende blev ved den lejlighed præsenteret for en plakat med arkitektens skitse af det imponerende bygningskompleks man påtænker at opføre. At der er meget langt fra denne drøm til virkelighed, ved enhver der kender blot lidt til kirkens økonomi og de midler man kan forvente fra kirkens partnere. Hertil kommer de enorme ressourcer det vil kræve at skaffe kvalificerede undervisere til de mange fagområder. Set fra en europæers synsvinkel kan det godt virke lidt komisk med en så pompøs præsentation af noget der pt. synes mest at ligne et luftkastel.

Omvendt er der grund til at glæde sig over den selvbevidsthed der præger kirken. Man har trods alt fem millioner medlemmer, altså næsten ligeså mange som der bor i Danmark. Hvorfor skulle man så ikke også kunne have sit eget universitet? Og i al fald er det værd at notere sig at kirken ser et kald til at præge hele det etiopiske samfund – på alle niveauer. Det er en kirke som vil tage ansvar for sit folk og sit land. Og Gud har vist i dens historie at han gør undere, så hvem ved …

Bragt i DEM-Bladet nr. 4 August 2009