Vi forældre har alle prøvet at stå med et skrigende og uregerligt barn. Det er irriterende nok når det sker i Brugsen, men når det sker i situationer hvor der helst ikke skal være uro, så kan det få sveden frem på panden.

Jeg har et sådant barn. Ikke et barn I andre kan se, men et indre barn, et etiopisk barn som kom ind i mig da jeg var i Etiopien. Min indre uregerlige etiopier er meget forstyrrende. Og som forældre ved, så er det ikke altid, måske endda sjældent, at omgivelserne helt vil eller kan forstå at det kan være så svært at få kontrollen.

Min søn fortalte at han havde set "Livets Planet". En meget smuk udsendelsesrække om dyr og planter. Fascinerende og rigtigt godt filmet. Han beskrev udsendelsen om planter og at man havde filmet planten i et år og så klippet det sammen og afspillet det hurtigt. ET ÅR. Det er jo logisk, og jeg nyder selv udsendelserne, men det var aldrig gået op for mig at der bruges så mange ressourcer på det. Min indre ven fór op, og uden at vide hvor mange penge det drejer sig om, var det hurtigt omregnet til evangelistløn, malariamedicin, rent vand og uddannelse som tredjeverdenslande nu går glip af fordi vi i Vesten gerne vil se Livets Planet.

En af vores naboer har et lille havevandhul med vandfald, trane og bro over. Ved siden af står et foderbræt til havens fugle. Der er lys i foderbrættets tag. Det er mig ubegribeligt hvorfor. Fugle spiser mig bekendt ikke om natten, og hvis de gør, har de så brug for lys? Lyset er måske for at man ikke skal gå ind i foderbrættet, men der er større risiko for at falde i vandhullet. Forarger det mig? Ja. Råber min indre etiopier? Ja.

I den sidste tid har jeg tænkt meget på den rige mand og Lazarus – mig og de fattige. Der er ét billede jeg ser for mig. Det er på dommens dag hvor jeg skal se de fattige i øjnene. Hvordan kan jeg det? Hvordan kan jeg nogensinde forklare dem at det var nødvendigt at jeg havde så meget tøj, at jeg skulle have den nye taske, at sommerferien skulle være i udlandet, at ... Det er svært at bortforklare overflod og luksus, men det er jo ikke bare det. Hvordan forklarer jeg at jeg bare fulgte med strømmen og gjorde som mange andre? At jeg på trods af alle mine goder er mere utilfreds end taknemmelig?

Min indre etiopier hyler og skriger oftere end godt er, for der er så meget at skrige op om. Jeg tror den skal hedde Tesfaye, det betyder ”mit håb”.

29. maj 2012