Af Anna-Kathrine Thunbo Pedersen, international sekretær for mission

Engang var det primært en lille kirke med en skole og en klinik. Med den treklang materialiserede det tidlige missionsarbejde sig ofte. Trods det simple ydre, de lerklinede vægge med stråtag, så peger treklangen på den underliggende vision: Det enkelte menneske skal mødes med samme altomfattende opmærksomhed som de mennesker der engang for længe siden mødte Jesus på de støvede veje i Palæstina. I sin forkyndelse af Gudsrigets komme tillod Jesus sig faktisk at helbrede folk.

Det bør vel ikke komme bag på nogen hvis missionsorganisationerne også i dag henter deres inspiration fra Gudsrigets virkelighed. Og skulle vi selv have glemt balancen i treklangen, så minder vores samarbejdspartnere, særligt i Afrika, os jævnligt om den helhedstænkning der er central i det kristne budskab: det holistiske perspektiv.

En særlig udfordring

Alligevel kan trosbaserede organisationer have det svært med troen. Muligheden for at søge den danske stat om støtte til udviklingsprojekter giver os en særlig udfordring. For troen kan ikke uden videre skrives ind i ansøgningen. Og statens penge kan ikke anvendes til forkyndelse og kristendomsoplæring. Vores partnere i syd kan ikke altid se det indlysende i det: Hvorfor kan der søges om penge til skolen og klinikken, men ikke til kirken? Resultatet kan, når det går rigtigt galt, være en velnæret, kirkelig udviklingsafdeling og en forsultet kirkeadministration. For missionsorganisationens indsamlede midler kan ikke altid matche statskassen – ellers kunne udviklingsprojekter for statens penge jo blot følges op af missionale initiativer for ”egne” penge, og treklangen ville klinge rent igen.

Måske er det faren for skævvridning og kravet om religiøs neutralitet der af og til fører til at udviklingsprojekterne bliver set som lidt lyssky affærer der ikke rigtigt har noget med missionsarbejdet at gøre. Indrømmet, den tanke har hjemsøgt mig enkelte gange.

- Udviklingsarbejdet er en konsekvens af vores tro, sagde Dansk Missionsråds Udviklingsafdelings mangeårige leder, Uffe Torm, under en samtale for nyligt. Det gav rigtig god mening. Selvfølgelig kan vi ikke bruge statens penge på at fremme en bestemt religiøs overbevisning. Men ingen forbyder os at se og tænke og tale om udviklingsprojekter som en konsekvens af vores tro. Og det tror jeg, vi skal øve os i at gøre, både for vores egen og vores partneres skyld.