Af Anna-Kathrine Thunbo Pedersen, sekretær for international mission
Vi var landet i Danmark i slutningen af juni. Danmark var grønt og solrigt. Fjorden lyste krystalblåt, og vinden legede sit blide tagfat omkring hushjørnerne. Vi blev budt på middag af gode kristne venner. Den nye by og det nye hjem vi fik at bo i, viste sig fra sin venlige side. Vi var velkomne.
Så blev det hverdag. Vi skulle meldes til folkeregister og på bistandskontor. Med godt fem års tilværelse i et postsovjetisk, kollektivistisk land på rygmarv og i hjernebark væbnede vi os med en vis portion tålmodighed. Den slags besøg på de offentlige kontorer kunne godt tage det meste af en dag i Armenien hvor vi kom fra. Og skrankepaven kunne sagtens finde på at bruge min kostbare tid på at tale i telefon med sin søsters svigerfars kusine i et andet postsovjetisk, kollektivistisk land – en samtale som jeg nok kunne forstå, ikke kunne udsættes. Men så plejede jeg bare at småsnakke med den krumbøjede morlille der også stod i kø, eller nikke deltagende til de andres snak og klage over de stigende elpriser. Vi havde et stærkt sammenhold, os i køen. Det var dem bag skranken, dem bag de lukkede døre vi ikke brød os om. Vi var ikke sikre på at de ville os det godt.
Det gælder privatlivet
Som hjemvendte udenlandsdanskere gik vi således på denne solrige dag i Danmark ind af døren til bistandskontoret, trådte hen til skranken og smilede lidt nervøst til damen der netop var ved at ekspedere en anden kunde af udenlandsk oprindelse. Damen nikkede forretningsmæssigt og pegede ned på gulvet. Det var først da vi bemærkede den fuldt optrukne hvide streg der var malet hen over gulvet, parallelt med skranken i to meters afstand. Det var også først da vi så skiltet: ”STOP, det gælder privatlivet”.
Indrømmet, jeg fandt ikke nogen passende reaktion lige på stedet. Jeg var vel nærmest lidt for overrasket. Men jeg fik noget at tænke over. Først tænkte jeg på mig selv og min familie: Vi måtte nok hellere begynde at tage snakken om ’omvendt kulturchok’ lidt mere alvorligt. Så tænkte jeg på de andre. Alle de andre hvis kultur- og samfundsbegreber er formet af opvækst og liv i et kollektivistisk samfund, men som af forskellige årsager må stå i kø på et dansk bistandskontor. Er sikringen af individets rettigheder virkelig sket på bekostning af et gæstfrit og åbent menneskeligt fællesskab? Og er det – hånden på hjertet – sådan vi synes at nye samfundsborgere skal bydes velkommen til Danmark?
