DET BOBLER INDEN I MIG

Leder af generalsekretær Sune Skarsholm
i Dansk Ethioper Missions blad nr. 1-2012

Det bobler af glæde inden i mig når jeg læser dette nummer af ”dem”.

Det bobler, bobler, bobler inden i mig! Sådan lyder refrænet i en kristen børnesang som forklarer årsagen til den store glæde: For jeg er glad og fri – og det er jeg fordi – at Jesus elsker mig!

Sådan har jeg det. Det bobler af glæde inden i mig når jeg læser fortællingerne i dette blad.

Tag for eksempel glædespigerne på Deborah Centret i Addis Ababa. De er nu glade piger fordi de mærker hvordan Guds kærlighed trøster, renser og genopretter for alt det som er trampet i stykker i en kynisk sexindustri. Evangeliet er et frigørende budskab der kan hele den krænkelse pigerne har været udsat for, og give dem fremtid og håb. Læs om Almaz som er begyndt at le igen. Kan du andet end selv smile når du har læst den historie?

Curran Lutheran Hospital i Liberia kommer der hver dag børn til verden som modtages af kyndige hænder og derfor har gode chancer for at få en god start på livet. Og der er børn som får behandling for ordinære, men potentielt dødelige sygdomme som malaria og diarré og derfor hurtigt kan komme hjem og lege videre.

Og midt i et land hvor mennesker er mærket af smerte, uretfærdighed, skyld, skam og vrede, så forkynder kirken i Liberia et budskab om at Gud vil fred og forsoning. Han har selv forsonet sig med os ved Jesu død på korset. Og nu sender han sit folk med et boblende glad budskab til verden: Lad fjendskabet og hævntørsten ligge og forson jer med Gud og med hinanden!

Evangeliet spreder alle vegne en boblende glæde – en glæde som dybest set stammer fra Skaberens glæde over at genoprette det som var ødelagt. Læs selv så glæden også kan boble i dig!